Tip os log ind
Shawn Mendes gav torsdag aften koncert på Bøgescenen til Smukfest.

Shawn Mendes får blandede anmeldelser efter Smukfest-koncert

To stjerner til Shawn Mendes fra Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Gaffa og Politiken er begejstrede.
10. august 2018, 08.16

Det 20-årige canadiske stjerneskud Shawn Mendes fik sit gennembrud på det sociale medie Vine. Torsdag aften indtog han Bøgescenen på Smukfest, og ifølge anmelderne var det en blandet oplevelse.

Jyllands-Posten og Ekstra Bladet er langt fra imponeret. Begge aviser kvitterer med to stjerner og kalder koncerten for "enormt kedelig", "enerverende" og "en ørkenvandring".

I den helt anden grøft er Politiken og Gaffa, der begge sender fem stjerner efter canadieren. Sidstnævnte beskriver koncerten som "suveræn" og "en kompromisløs poppræstation".

- Hvis der af den ene eller anden årsag skulle herske den mindste tvivl om sangerens kunnen, blev den gjort til skamme, det sekund "There’s Nothing Holdin’ Me Back" bragede ud gennem højttalerne, skriver Gaffas anmelder og tilføjer:

- Herfra gik canadieren én lang sejrsgang i disciplinen "suveræn popkoncert", og der var hverken sparet på charme, selvtillid eller lækkert hår.

Politikens anmelder konstaterer, at "Hele bøgeskoven forelskede sig i Shawn Mendes".

- Under koncerten understreger han hele tiden, at de sange han synger, kommer fra ham selv. Han spiller guitar og klaver og synger sine sange med et kæmpe nærvær.

- Især "Mercy" tager fat i publikum, og får dem til at synge af deres lungers fulde kraft, står der blandt andet i anmeldelsen.

Med sig på scenen havde Mendes et fem mand stort band, der bestod af en guitarist, en bassist, en pianist, en trommeslager og en dj.

Men bandet kunne ifølge Ekstra Bladets anmelder ikke løfte koncerten op på et højere niveau.

- Åbningsnummeret "There’s Nothing Holdin’ Me Back" lovede godt, men så godt blev det aldrig igen i et 70 minutter langt sæt, der formentlig punkterede promillerne blandt publikum, skriver Ekstra Bladets anmelder og konstaterer tørt, at "hvis Mendes var en drik, ville det være mælk".

Shawn Mendes er leveringsdygtig i "hyggelig baggrundsmusik", men han nåede aldrig at løfte koncerten til noget mindeværdigt, mener Jyllands-Postens anmelder:

- Hvor var hans evindelige ballader dog kedelige. (...) Der var der absolut intet at stikke sig på. Ingen overraskelser. Ingen modhager. Blot pæne popsange, der havde en kedelig tendens til at falde i med hinanden.

/ritzau/


Ordet er dit