Tip os log ind
Belgiske piloter fra Ryanair deltager i en koordineret 24-timers strejke i fem lande. I Charleroi har piloterne opstillet et banner blandt andet med teksten "Ryanair skal forandre sig".

Pilotstrejke i Ryanair giver to aflyste fly i København

En omfattende strejke blandt Ryanairs piloter i fem lande betyder to aflysninger i København fredag.
10. august 2018, 10.30

Piloter fra lavprisflyselskabet Ryanair har fredag indledt en 24-timers strejke i Sverige, Belgien, Tyskland, Holland og Irland.

I Københavns Lufthavn betyder det to aflysninger. Det drejer sig om en afgang til Köln i Tyskland og en afgang til Charleroi i Belgien fredag. Det oplyser lufthavnen.

Passagerer med billet til de aflyste afgange skulle have fået besked fra Ryanair.

Hos Billund Lufthavn er en afgang med Ryanair til Berlin aflyst, men i Billund er man ikke orienteret om, hvorvidt det skyldes pilotstrejken, lyder det.

Ifølge Ryanair er 400 afgange ud af i alt 2400 aflyst i strejkedøgnet. Det påvirker 55.000 passagerer med billetter til lavprisselskabet.

Selskabet har beklaget eventuelle gener over for passagererne og oplyser, at det har tilbudt de berørte passagerer ombooking eller penge retur.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil Tyskland blive ramt hårdest af aflysninger. Her bliver 250 afgange fordelt på 10 lufthavne på jorden.

Det er derimod lykkedes Ryanair at undgå aflysninger i Holland trods strejken, oplyste selskabet torsdag.

Piloternes strejke bunder i utilfredshed med de manglende fremskridt i forhandlingerne om en overenskomst.

I Sverige betyder strejken 22 aflyste afgange fra Skavsta Lufthavn syd for Stockholm.

En repræsentant for de svenske Ryanair-piloter siger til det svenske nyhedsbureau TT, at piloterne kræver en pensionsaftale, løn under sygdom og svenske arbejdstidsregler.

- Vi har ikke hørt fra Ryanair, siden selskabet aflyste en planlagt forhandling i tirsdags, siger Martin Lindgren, talsmand for Svensk Pilotförening (SPF), til TT.

Ryanairs topchef, Michael O'Leary, har tidligere kategorisk nægtet at indgå aftaler med fagforeninger i de lande, hvor selskabet åbner baser.

Men topchefen meldte i slutningen af sidste år og i starten af i år ud, at han nu vil anerkende fagforeningerne.

Det er dog blevet ved snakken, mener både piloter og kabinepersonale i flere lande, der derfor har iværksat flere strejker hen over højsæsonen i sommerperioden.

Ryanair flyver også fra Aarhus Lufthavn, men her er man sluppet for aflysninger.

/ritzau/


Ordet er dit