Tip os log ind

112

Kvinder ramt af højresvingende lastbiler i to ulykker

Da en lastbil skulle svinge til højre, ramte den en kvinde i København. Hun er kørt på hospitalet.
14. september 2018, 14.14

To kvinder er fredag kommet til skade i to forskellige ulykker, hvor lastbiler skulle svinge til højre. Det er sket i Avedøre ved København og i Nyborg på Fyn.

Det oplyser vagtchefer ved Københavns Vestegns Politi og Fyns Politi fredag eftermiddag.

Den ene kvinde er blevet ramt af en lastbil, der skulle svinge til højre på Avedøre Havnevej ved Amagermotorvejen i København.

- Hun var ved bevidsthed på stedet, men hun er kommet alvorligt til skade, lyder det fra vagtchefen.

Kvinden blev kørt med ambulance til Rigshospitalets traumecenter.

Kort før klokken 13:30 er det ikke muligt for vagtchefen at sige noget om, hvordan hendes tilstand vil udvikle sig.

Ulykken medførte, at Amagermotorvejens frakørsel 21 blev spærret. Det skabte en del kø. Men klokken 14 oplyser politiet, at der er åbnet for trafik igen.

Den anden ulykke fandt sted i Nyborg i et kryds midt i byen, hvor en kvinde er blevet ramt.

Hun er kørt til Odense Universitets Hospital. Kvinden var ved bevidsthed efter ulykken, men hendes tilstand er ukendt. Der er indkaldt bilinspektører til begge lokationer.

/ritzau/


Ordet er dit