Tip os
Frankrig vil angribe i Syrien, hvis det bevises, at kemiske våben er anvendt mod civile. "Hvad angår kemiske våben har jeg sat en grænse, og den står jeg ved", siger præsident Emmanuel Macron.

Kemiske våben mod Syriens civile får Macron til at angribe

Der er tegn på brug af kemiske våben mod civile i Syrien. Bekræftes de, vil Frankrig angribe, siger præsident.
13. februar 2018, 21.52

Frankrig vil angribe i Syrien, hvis det bevises, at kemiske våben er anvendt mod civile, siger præsident Emmanuel Macron.

- Vi vil angribe det sted, hvorfra affyringen er sket, og hvorfra angrebene blev organiseret, siger præsidenten.

Macron står ved den grænse, han tidligere har fastsat, siger han til det pressekorps, som følger den franske præsident.

- I øjeblikket har vores efterretningstjenester og væbnede styrker ikke fastslået, at kemiske våben - som fastsat i traktaterne - er blevet brugt imod civilbefolkningen, siger Emmanuel Macron.

I et telefoninterview sidste fredag med Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtrykte den franske præsident bekymring over tegn på, at der er brugt klorbomber mod civile i Syrien.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) har via FN-indsamlede prøver fra et angreb i Ghouta konkluderet, at der i flere tilfælde er brugt kemiske våben.

Også ved angreb i byerne Khan Sheikhoun og Khan al-Assal blev der ifølge OPCW brugt nervegas.

Syrien har gentagne gange afvist, at regeringsstyrkerne skulle anvende kemiske våben. Landet beskylder oprørsgrupper for at stå bag de kemiske angreb.

Rusland, som støtter styret i Syrien, har også afvist, at det var den syriske regerings styrker, som udførte kemiske angreb. Russerne har forsøgt at så tvivl om undersøgelserne fra OPCW.

Det syriske regime gik efter Ghouta-angrebet i 2013 med i OPCW. Her skrev styret under på, at landets kemiske våbenlagre skulle tilintetgøres for altid.

Men våbeninspektører har fundet beviser for, at der stadig anvendes kemiske våben i Syrien.

Blandt andet er der systematisk brugt tøndebomber med klor og sarin. Inspektørerne siger, at der fra landets øverste ledelse er givet ordre til at bruge de kemiske våben.

/ritzau/Reuters


Ordet er dit