Tip os log ind
FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, kritiserer de danske planer om det nye udrejsecenter på Lindholm.

FN-chef er seriøst bekymret over regeringens Lindholm-center

FN's menneskerettighedschef holder øje med planer om dansk udrejsecenter på Lindholm. Støjberg afviser kritik.
06. december 2018, 14.04

FN er bekymret over de danske planer om at samle udvisningsdømte kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

Det fortæller FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet.

- Jeg har seriøse bekymringer over planen. Vi vil holde øje med udviklingen og drøfte det med den danske regering, sagde hun onsdag.

- Vi har tidligere set de negative konsekvenser af tiltag, hvor man isolerer. De (i regeringen, red.) bør ikke kopiere den slags. Man stigmatiserer dem og gør dem endnu mere sårbare ved at frarøve dem deres frihed, tilføjede hun.

Kritikken preller af på udlændinge- og integrationsministeren, som mener, at menneskerettighedschefen er lige lovlig hurtigt ude med sine bekymringer.

- Jeg er noget imponeret over, at man kan sidde i New York og tage stilling til et udrejsecenter, hvor spaden ikke er sat i jorden endnu, og hvor vi klart har sagt, at vi kommer til at holde os inden for de konventioner, vi selv har skrevet under på, siger Inger Støjberg i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles torsdag.

Bachelets påstand om stigmatisering gør heller ikke indtryk. Udlændingeministeren mener, at de personer, som vil blive flyttet til øen, har "stigmatiseret sig selv".

Betingelserne for disse mennesker er de samme, påpeger hun, bortset fra at de skal bo på en ø og ikke på en jysk gård.

- Det gør ingen forskel, siger Støjberg.

Det var i forbindelse med finanslovsaftalen, at regeringen og Dansk Folkeparti fredag i sidste uge kunne løfte sløret for planerne om det nye udrejsecenter på øen i Stege Bugt.

I øjeblikket bor afviste asylansøgere, udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle sammen på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast.

Gruppen af lovlydige afviste asylansøgere skal fortsat være på Kærshovedgård. Men udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold skal flyttes til det nye center på Lindholm.

Udrejsecentret på Lindholm ventes at være klar i 2021.

Planerne om det nye udrejsecenter har skabt heftig debat.

Blandt andre har Røde Kors' danske generalsekretær, Anders Ladekarl, luftet sin utilfredshed.

- I aften savner jeg medmenneskelighed i Danmark. Jeg ved, at den er der. Vi må ud og finde den, skrev han på Twitter fredag aften.

/ritzau/Reuters


Ordet er dit