Tip os log ind
En del af anbefalingerne fra fredagens møde går på at bekæmpe tøven over for vacciner ved hjælp af digitale værktøjer. (Genrefoto).

EU-lande vil stå sammen i kampen for flere vaccinationer

Der skal være et styrket samarbejde mod sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, mener EU's medlemslande.
07. december 2018, 14.36

Sygdomme, der kan forebygges ved vaccination, skal bekæmpes i EU. Og det gør man bedst sammen, er EU's medlemslande fredag blevet enige om.

Landene skal sikre gode vaccinationsplaner, styrke vaccineforsyningen og kommunikere bedre om fordelene ved at blive vaccineret.

Selv om Danmark af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) sidste år blev erklæret fri for mæslinger, er vaccination alligevel et vigtigt område. Det mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Det er et enormt vigtigt område, for smitsomme sygdomme kender ikke grænser. Vi har heldigvis stor opbakning til de danske vaccinationsprogrammer, men så tager folk på ferie til Sydeuropa, hvor mæslinger stadig er en sygdom.

- Så tager man det med hjem som den her uønskede souvenir, og så har vi alligevel problemerne, siger sundhedsministeren.

Derfor mener hun, at det er vigtigt at fokusere på området i en europæisk sammenhæng, så Europa kan sikre en ordentlig tilslutning til vacciner.

- Men vi skal også sikre en bedre koordinering på europæisk plan i forhold til læren og forsyningssikkerhed på området, siger Ellen Trane Nørby.

Hun mener ikke, at manglende vaccinationer er et stort problem i Europa, men det ændrer ikke på, at indsatsen stadig kan og skal løftes.

På mødet fredag i Bruxelles er sundhedsministeren sammen med sine EU-kolleger også blevet enige om at bekæmpe vaccineskepsis.

Det er ifølge Ellen Trane Nørby også vigtigt at diskutere i fællesskab.

- Der er rigtig meget misinformation på nettet, som også bevæger sig over grænser. Det er en udfordring.

- Noget af den misinformation er ødelæggende i forhold til tilliden fra borgerne, når det gælder vaccineprogrammerne, siger hun.

En del af anbefalingerne fra fredagens møde går på at bekæmpe tøven over for vacciner ved hjælp af digitale værktøjer.

/ritzau/


Ordet er dit