Tip os log ind
1500 personer måtte evakueres, før Pablo Escobars tidligere bolig i Medellín blev revet ned fredag formiddag.

Colombiansk by river narkobarons bolig ned og øjner nye tider

Pablo Escobars bolig i Medellín blev fredag revet ned foran blandt andre narkobaronens ofres familier.
22. februar 2019, 20.17

Den colombianske by Medellín, hvor den afdøde narkobaron Pablo Escobar grundlagde sit berygtede kartel, jævnede fredag Escobars tidligere residens med jorden ved en stor og følelsesladet ceremoni.

Myndighederne håber, at nedrivningen kan dæmpe noget af begejstringen for den berygtede narkokonge og i stedet sætte fokus på byens genoprejsning.

Medellín blev blandt andet kaldt for verdens farligste by, da den voldelige narkokrig buldrede løs under Escobars tid i spidsen for Medellinkartellet.

I alt 180 detonatorer blev fredag brugt til at sprænge Escobars Monaco-bygning i Medellin, fortæller den ansvarlige ingeniør, Rogelio Gomez.

Der var en sikkerhedszone på 100 meter.

- 1500 personer, der boede i nærheden, blev evakueret af sikkerhedshensyn, lyder det fra ingeniøren, der stod i spidsen for nedrivningen.

Nedrivningen skete klokken 11.53 lokal tid - 17.53 dansk tid.

Omkring 1600 personer overværede den kontrollerede eksplosion. Blandt dem var nogle af Escobars ofres familier, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/AP


Ordet er dit