Tip os log ind
Der står høje flammer op fra kirkerummet i Notre Dame, hvilket indikerer, at det er så varmt, at det næppe kan reddes, vurderer operativ chef i Beredskabsstyrelsen Lars Høg Schou.

Brandchef: Notre Dames kirkerum er tabt - nu gælder det tårnene

Franske brandfolk må stå på siden af kirken og sprøjte vand ind i flammernes midtpunkt, siger dansk ekspert.
15. april 2019, 22.30

Der er næppe meget tilbage at redde i kirkerummet i den historiske kirke Notre Dame, som mandag aften står i flammer.

Det vurderer operativ chef i Beredskabsstyrelsen Lars Høg Schou.

- Hele kirkerummet er overtændt, taget er faldet ned, og der kommer rigtigt store flammer op, siger han.

På baggrund af tv-billeder vurderer han dog, at der kan være en mulighed for, at dele af de to stentårne kan være til at redde.

- Hvis ikke, der går ild i de to tårne indvendigt, kan man nok redde dem, siger han.

En brandmand fortæller på stedet ifølge Reuters, at alle kræfter sættes ind på at forhindre kollaps af det nordlige tårn i Notre Dame.

Tidligere har brandvæsnet meldt ud, at det ikke er sikkert, at branden overhovedet kan stoppes.

Generelt er der tale om en enorm opgave for brandvæsnet, vurderer Lars Høg Schou.

- De står over for et stort arbejde, fordi det er et rigtig stort bygningskompleks. Det er meget bredt og meget højt. Man kan se, at brandbilerne står ude langs siden af kirken og skal så sprøjte vand ind i centrum, hvor der er de højeste flammer, siger han.

/ritzau/


Ordet er dit