Tip os
Foto: Privatfoto

Video: Da bussen gik i stå midt på jernbaneskinnerne

Tilbage i december gik en bus i stå midt på nogle jernbaneskinner - nu kan du se episoden i nogle videoer, som en borger har sendt til Midtjyllands Avis
08. januar 2018, 10.47

SILKEBORG Onsdag 13. december kunne det være endt helt galt, da en buschauffør pludseligt ikke kunne få sin bus til at køre videre. Den holdt nemlig stille på et meget uheldigt sted. Midt på jernbaneskinnerne ved overkørslen ved Frederiksberggade og Drewsensvej. Du kan se to videoer fra episoden under denne artikel. I den ene video får bussen bomme ned over sig, og i den anden video forlader passagerne bussen - det er en borger, der har sendt vidoerne til Midtjyllands Avis.

Bussen tilhørte det lokale firma Silkebus, og indehaver Brian Hansen forklarede dengang til Midtjyllands Avis, at det var bussens gearkasse, som pludselig var gået i stykker.

- Min chauffør kom fra Frederiksberggade og skulle svinge til venstre ad Drewsensvej, da gearkassen pludselig satte sig fast. Han kunne simpelthen ikke få den i gear. Han ringede til mig, og vi fik straks ringet til Arriva, der heldigvis fik informeret deres lokomotivførere med det samme. Der var et tog på stationen, som skulle køre mod Aarhus, men den måtte blive på perronen. Og lykkeligvis kom der ikke et tog fra Aarhus-siden, mens bussen stod på skinnerne, fortalte Brian Hansen.

Det lykkedes kort efter for Brian Hansen og chaufføren at få bussen ud af gear. Dernæst kunne den rulle stille og roligt tilbage ned ad Frederiksberggade og køre ind til siden ved Nybolig. Chaufføren fik alle passagerne ud af bussen, så ingen var i fare, selv om der ifølge Brian Hansen var panik på.


Bus er gået i stå
Folk går ud af bussen
Ordet er dit