Tip os log ind

Vi går med dig Lars Larsen

28. januar 2019, 13.23

Af Jeppe Østergaard, Jens Haurum, Peter Søsted, Stefan Mandal Mortensen, Martin Kristiansen, Michael Ravn, Henrik Louring, Lars Nyholm, Karsten Bak Hansen, Christian Amby Andersen, Jesper Villadsen, Mads Møller Jensen og Jonas Staghøj

Kære Lars Larsen

Så er der ny post fra den billige langside, og vi håber, at du igen gider at læse. Vi vil gerne udtrykke en varm og kæmpestor tak for din reaktion på vores seneste hilsen her i byens glimrende lokalavis. Dine positive tilkendegivelser og den erklærede interesse har givet en helt fantastisk energi, optimisme og livskraft til alle røde hjerter - og Silkeborg, SIF, Lars Larsen og Jysk har så sandelig været talk of the town både i og uden for Søhøjlandet.

Der blev ryddet spalter, radioæter og sendeflader, og det kogte i byen og tusindvis af statusopdateringer og hashtags. »Har I hørt dét med Lars Larsen« på alle gadehjørner, i hver en skurvogn og på alle både små og store kontorer. Sikke en bordbombe, du fyrede op under! Og nu skriver vi altså igen for at understrege, hvad dine ord har medført af glæde, tro og optimisme - og simpelthen håbet om, at bordbomben måske kan blive til et vidunderligt festfyrværkeri.

Din udmelding fodrer en drøm hos tusinder - og dine velvalgte ord beviser, at du forstår, hvad en klub som Silkeborg IF er og betyder. Der ulmer en rød lava omkring Jysk Park, og hvor er det bare dejligt. Der skrives om andre spændende henvendelser og tilkendegivelser af interesse. Der er noget i luften!

I snakker garanteret allerede om det. Og forhåbentlig bliver der allerede arbejdet intenst med møder, planer, brainstorms, drømme og visioner.

Og alt det tekniske? Det må man kunne finde ud af. Alle vil lytte til gode visioner og forslag. Det gælder helt sikkert både alle dem med en tung portefølje og alle dem, der blot har haft til en lille pose hjerte-aktier. Og alle de nye, der vil poppe op som røde paddehatte.

Kære Lars. Hvis du gennemfører det her og går i spidsen for Silkeborg IF med et ordentligt brag, så er vi simpelthen så mange, der vil gå med dig. Både alle dem, der vil gøre det med hjertet - men også dem, der vil gøre det med fornuften, fordi du garanteret også kan gøre det her til en velsmurt og toppræsterende forretning med alt det momentum og power, som din indtræden ville generere.

Undskyld alle de sukkersøde ord, men det er bare så svært at holde optimismen tilbage. Vi er ved at koge over af forhåbninger og krydsede fingre. Og det skal du have tak for. En sådan optimisme har vi ikke været så vant til i noget tid. Vi håber alle sammen så meget, at den her bold ikke punkterer. Er den mon på vej direkte op i krydset? I så fald kan det blive det smukkeste mål, der nogensinde er blevet scoret her i vores by.


Ordet er dit