Tip os log ind
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Vi glemmer at være glade for indvandring

22. marts 2019, 12.27

BERIGENDE »Jeg er amerikaner - men først og fremmest er jeg dansker ...« Sådan lyder det fra en 5. generations indvandrer i USA.

Der holdes mange steder fast i danskheden i danske kolonier i USA. Nogle steder er de en mere tro udgave af Dansk Folkepartis definition af danskheden, end danskere selv kan hamle op med.

I Danmark er holdningen, at selv 1. generations indvandrere integrerer sig fuldt ud i vores lille dejlige og lykkelige land, og underlægger sig danskheden. Og erklærer sig som først og fremmest dansker ...

Jeg er enig i flertallets politik på indvandrerområdet. Vi skal ikke tage flere indvandrere, end vi kan kapere og integrere. Men vi skal tolerere, at dem, vi tager imod, har en historie, der ikke er dansk. Og den skal de have love at dyrke, parallelt med at de tager danske traditioner til sig.

Radikalisering opstår i kølvandet på følelsen af at være en paria, der er udstødt af samfundet. Det er en selvforstærkende spiral af »jeg kan ikke lide dig« og »du kan ikke lide mig«. Vi skal have brudt den spiral, og få den viklet den anden vej. »Jeg kan lide dig«, fordi du faktisk beriger det danske samfund med mange ting, som jeg holder af, og som jeg ikke havde, da jeg var ung. »Du kan lide mig«, fordi du føler dig velkommen, og fordi du kan få lov at berige landet med det, du kommer med.

Vi glemmer faktisk at være glade for indvandring. Alternativet kan vi se i Japan. De har en meget skæv aldersfordeling, der vægter i den øvre ende. Det betyder, at der vil blive et faldende befolkningstal, og det vil alt andet lige give en kollaps i økonomien. Når der bliver overskud af boliger, falder boligpriserne og det bliver til en negativ spiral i økonomien. Danmark ville have været i samme situation, hvis ikke der havde været indvandrere.

Vi står over for et snarligt valg. Indvandring vil være et hovedtema, som det har været de seneste mange valg. Lad os for pokker komme videre. Det dræber dansk politik, at partier skal overgå hinanden på indvandrer-stramninger. Og at der ikke kan laves finanslov, uden at blande det sammen med indvandrerpolitik. Den hadske debat, der lægges op til, af Nye Borgelige og Dansk Folkeparti skaber bare mere radikalisering end den skaber løsninger.


Ordet er dit



Mere Debat