Tip os log ind
  • 1/: Hele 600.000 danskere drømmer om at skift spor på karrierevejen. Men der er næsten lige så mange gode undskyldninger for, at de ikke gør det. ?
    Foto: Colourbox
  • 1/: Kunsten af skifte spor.
    Foto: People'sPress
  • 1/: - Da jeg gik i gang med parterapeut- og sexologuddannelsen kunne jeg se, at jeg var god til det, og arbejdet gav mening, så troen på det og drømmen overvandt frygten, fortæller Line Bassøe, der skiftede karrierespor fra forsikringsfuldmægtig til sexolog.
    Foto: Privatfoto

Vejen til et helt andet job

Er du havnet på den forkerte hylde i arbejdslivet? Er der fyringer på vej, eller passer dit job simpelthen ikke sammen med dit private liv? Mange drømmer om at skifte spor, men få gør noget ved det. En ny bog guider de søgende på vej
09. september 2015, 10.58

arbejdsmarked Fra forsikringsfuldmægtig til sexolog. På papiret et voldsomt skifte, men for Line Bassøe var rykket ikke så voldsomt.

- Jeg har altid været god til at tale med mennesker og gjorde det også i mit daværende job, men altid i telefonen, og jeg savnede samtaler ansigt til ansigt. Samtidig ville jeg rigtig gerne være selvstændig og kunne føre mine egne ideer ud i livet, fortæller den 42-årige parterapeut og sexolog, der for seks år siden skiftede branche.

I virkeligheden var hun godt tilfreds med jobbet som fuldmægtig i et pensionsforsikringsselskab. Der var dejlige kolleger. Høj løn og en god pensionsordning. Udsigten til en ustabil økonomi var da også hendes største bekymring, før hun valgte at skifte spor i sit arbejdsliv.

- Jeg har altid været vant til at have penge sidst på måneden, og jeg var meget utryg ved udsigten til en svingende indkomst, men da jeg gik i gang med parterapeut- og sexologuddannelsen kunne jeg se, at jeg var god til det, og arbejdet gav mening, så troen på det og drømmen overvandt frygten.


Mange drømmer

Line Bassøe er en af de kvinder, læserne møder i bogen »Kunsten af skifte spor - genopfind dit arbejdsliv«, der snart udkommer. Forfatterne har interviewet en række karrierehoppere og eksperter og giver deres bedste råd til, hvordan man kan tage det første skridt mod et helt andet arbejde.

- Hvis man kigger på fremtidens arbejdsmarked, kommer vi til at flytte os meget mere - hvad enten vi vil det eller ej, og samtidig er der mange, som drømmer om et helt andet job i en helt anden branche, men mangler hjælp til at komme videre, siger den ene af forfatterne Ulla Schade om motivationen for bogen.

Skal man tro en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov foretog i 2011 er rigtigt mange danskere da også trætte af deres arbejde. Hele 22 procent af danskerne, dvs. ca. 600.000, går rundt med en drøm om at skifte job eller spor i deres arbejdsliv, viste undersøgelsen, og tallet er formodentlig ikke blevet mindre.

- Og du risikerer at betale en høj pris for at blive i et job, som ikke længere giver dig glæde og måske stresser dig i en grad, så du er ved at gå ned på det, siger Ulla Schade.


Fuld af forklaringer

Men mange mennesker fokuserer på svagheder og mangler, når de står overfor et sporskifte. For har man nu den rigtige uddannelse? Er man ikke for gammel? Og hvad med økonomien? Manglende mod er den største barriere, når folk overvejer at skifte karriere, oplever Ulla Schade.

- Hvis du spørger folk, vil de have alle mulige forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre lige nu, og der kan da også være mange gode grunde, for eksempel økonomi. Men der er også mange, som bruger bortforklaringerne til ikke for alvor at undersøge, om det kan lade sig gøre.

Det er typisk, når børnene er små, at mange finder ud af, at deres arbejdsliv ikke harmonerer med privatlivet, eller når børnene flytter hjemmefra, hvor behovet for nye udfordringer vokser, at mange erkender, at de vil prøve noget nyt. Andre bliver tvunget ud i at genopfinde deres arbejdsliv på grund af fyringer, ændringer i branchen eller stress på arbejdspladsen, fortæller Ulla Schade.


Tag små skridt

For Line Bassøe var beslutningen om at skifte karriere modnet undervejs i den flere år lange uddannelse til parterapeut og sexolog.

- Der var mange, som troede, at jeg ville vende tilbage til mit gamle job, men allerede da jeg startede med at uddanne mig, besluttede jeg mig for, at jeg ville ende som 100 procent selvstændig, og jeg var godt forberedt, da jeg endelig gjorde det.

Et karriereskifte behøver ikke nødvendigvis at foregå fra den ene dag til den anden, fastslår Ulla Schade. Snarere tværtimod. Måske kan man afprøve sit drømmejob som hobbyprojekt eller gøre det halvtid sideløbende med ens faste job.

- Det vigtigste er, at man handler. At man gør noget. Tit tænker man rigtig meget over, hvad man gerne vil, man taler om det og lægger planer, men man kommer ikke videre, og et af kernebudskaberne i vores bog er netop, at man er nødt til at tage de første skridt hen imod noget andet, siger Ulla Schade.

I stedet for at have et stort forkromet mål, anbefaler hun, at man deler det op i mindre delmål og huske på alle ens styrker, for man kan meget mere end lige det, man udfører i sin nuværende stilling.

- Det kan også være, at der undervejs i ens sporskifte dukker nye muligheder op, og dem skal man være parat til at gribe, siger Ulla Schade.


Genopfind jobbet

Når man ikke længere kan overbevise sig selv om, hvorfor man skal stå op og på arbejde om morgenen og gentagne gange forlader arbejdspladsen med en fornemmelse af, at man slet ikke fik brugt sine styrker og kompetencer, bør man handle, vurderer Ulla Schade.

- Der kan jo være grunde til, at man ikke kan foretage et større sporskifte lige nu, og nogle brancher kan også være sværere at flytte til og fra end andre, men så kan man faktisk også arbejde med at genopfinde sig selv i sit nuværende job, siger Ulla Schade, der sammen med sin medforfatter har samlet øvelser og tests i bogen, som kan gøre læseren skarpere på, hvordan drømmejobbet i virkeligheden ser ud.

Line Bassøe har ikke på et eneste tidspunkt fortrudt, at hun tog springet

- Og jeg har heller ikke fortrudt, at jeg ikke gjorde det før, for jeg har ikke været klar over, hvad jeg ville tidligere. Det var bare det helt perfekte tidspunkt.

Ulla Schade og Birgitte Bartholdy: »Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv« udkommer d. 14. september.

-

Fakta: Ti tegn på, at du er træt af dit arbejde:

1. Du udsætter opgaver

2. Søndag aften går med at frygte mandag morgen

3. Du er fokuseret på løn og titler

4. Du gider ikke rigtig hjælpe dine kollegaer

5. Arbejdsdagene føles meget lange

6. Du har ingen venner på arbejdet - kun kolleger

7. Du er ligeglad

8. Små ting går dig på

9. Du er mistænksom over for alt og alle

10. Fysiske symptomer, for eksemepel hovedpine, søvnløshed.

(Kilde: »Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv«).

-

Fakta: Skal du skifte spor? Tre gode råd

- Hvis du er utilfreds og mistrives, så find ud af, hvad problemet er: Er det chefen, kollegerne, opgaverne eller selve meningen med dit arbejde, der er gået tabt?

- Brug dine styrker. I stedet for at tage afsæt i dine svagheder og begrænsningerne, så find den stærkeste, dygtigste og mest kompetente udgave af dig selv frem.

- Gør noget. Man er nødt til at handle for at få succesoplevelser, som man kan bygge videre på, og lære af sine fejl.

(Kilde: Ulla Schade, forfatter til »Kunsten at skifte spor«)


Ordet er dit