Tip os log ind
Museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen fortæller i morgen om Blicher og folkemøderne på Galten Bibliotek
Foto: Per Bille Ry-foto.dk

Vejen til demokrati begynder på Himmelbjerget

Henrik Bredmose om Blicher, folkemøder og folkestyre på Galten Bibliotek
09. april 2019, 15.45

GALTEN/RY Himmelbjerget fylder meget på mange måder - og det er der god grund til.

For den smukke bakke er ikke blot et yndet udflugtsmål - den har en vigtig plads i vores historie.

Her begyndte digterpræsten St. St. Blicher i 1839 - for 180 år siden - at holde sine folkemøder, der fik stor betydning i samtiden. Derfor kan man sige, at vejen til demokratiet startede på Himmelbjerget.

Himmelbjerg-mødernes rolle belyser museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen i foredraget »Himmelbjerget og vejen til det danske demokrati«, som han i morgen, onsdag eftermiddag holder på Galten Bibliotek.


Hvad ville Blicher?

Men hvad var det mere præcist, Blicher ville med sine Himmelbjerg-møder? Og hvordan skal vi i dag vurdere Blichers og Himmelbjerg-mødernes betydning for vores demokrati-historie?

Det giver Henrik Bredmose sit bud på, og i foredraget skildrer han tiden 1830'erne og 1840'erne, hvor ordet demokrati stort set ikke blev brugt og da mest var synonymt med kaos og revolution.

Men det danske samfund tog med Grundloven af 1849 et stort spring fremad, og et par generationer senere, i 1915, fik også kvinder og tyende noget at skulle have sagt.

Blicher og Grundtvig var, som Henrik Bredmose fremhæver, to nøglepersoner i den proces, der gav den almindelige, brede befolkning politiske rettigheder og indflydelse.

Indførelsen af demokrati efter vores danske model' rejser naturligt nogle spørgsmål om, hvorfor det gik, som det gjorde, og hvad der er særligt i den danske model i sammenligning med andre lande.

Henrik Bredmose holder sit foredrag på alle kommunens fire biblioteker her i april og maj - som optakt til det store Grundlovsmøde på Bjerget 5. juni.

Der er gratis adgang.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten