Tip os log ind
  • 1/: Farverig hummus. ?
    Foto: Lykke Rump
  • 1/: Spinatwraps.
    Foto: Lykke Rump
  • 1/: Johanne Mosgaard: "Grønskolling".
    Foto: Politikens Forlag

Vegansk mad

Kogebogsforfatteren Johanne Mosgaard er vokset op i et hjem med masser af grøntsager og en inspirerende kærlighed til mad, som hun stadig som voksen prøver at efterleve
21. august 2016, 15.00

Der er mange gode grunde til at spise vegansk. Jeg gør det først og fremmest af etiske årsager - for dyrene. Men jeg gør det også for vores miljø og ikke mindst for mit helbred.

Jeg har mærket mange positive fordele ved en grøntsagsbaseret kost. Jeg stoppede med at spise pattedyr som 13-årig, blev vegetar, da jeg flyttede hjemmefra og veganer kort tid efter. Ordet veganer er et praktisk ord til at forklare, hvordan man spiser, når man er ude. Men jeg er bare et helt almindeligt menneske, der spiser grøntsager.

Jeg er vokset op i et hjem med masser af grøntsager. Min far er nemlig en fantastisk selvlært kok. Han lærte mig at lave ting fra bunden og værdsætte mad af god kvalitet. Han bruger gerne timer på at lave den perfekte sauce, grøntsager i ovnen, hjemmelavet pasta og det lækreste brød.

Den kærlighed, han altid har lagt i sin mad, inspirerer mit utroligt meget. Jeg prøver selv at efterleve dette.


Veganisme er en livsstil

At maden er vegansk betyder, at den udelukkende er vegetabilsk. Det vil sige ingen brug af kød, fisk, mælk, æg og honning - men består af grøntsager, bønner, linser, nødder osv.

Veganisme er en livsstil, som både kost- og livsstilsmæssigt udelukker brugen af dyr til mad, tøj, interiør og andre formål. En person, der praktiserer veganisme, betegnes som veganer. For mig handler veganisme ikke om at være perfekt.

Det handler om at gøre mindst mulig skade. Det er en naturlig del af min hverdag, at jeg ikke bruger animalske produkter. Jeg er bare et helt almindeligt menneske, der spiser en masse grøntsager.


Farverig hummus

Basis hummus:

100 gram tørrede kikærter (cirka 250 gram kogte)

1 grøntsagsbouillon

1-2 spsk. olivenolie

2 fed hvidløg

1 spsk. tahin

1/2 lime

2 tsk. spidskommen

Salt og peber

Lidt vand eller plantemælk

Spinathummus:

250 gram færdiglavet basis hummus

50 gram frisk spinat

10 gram frisk basilikum

Gulerodshummus:

250 gram færdiglavet basis hummus

3 gulerødder

2 spsk. peanutbutter

Rødbedehummus:

250 gram færdiglavet basis hummus

2 rødbeder

En lille håndfuld frisk persille

Basis hummus: Lad kikærterne hvile i koldt vand natten over, mindst 12 timer (kikærter på dåse kan bruges). Kog dem i nyt vand sammen med grøntsagsbouillon i cirka 40 minutter, til de er godt kogte.

Lad kikærterne køle af, og blend dem med olie, hvidløg, tahin, saften fra lime og spidskommen. Blend det med en stavblender i en skål, til kikærterne er blendet ud. Tilføj en smule vand for at få den rette konsistens, og smag til med salt og peber. Basis hummus kan holde sig en lille uges tid på køl. Vælger du at tilsætte friske grøntsager i din hummus, er holdbarheden cirka to-tre dage i køleskabet.

Spinathummus: Skyl det friske spinat og de friske basilikumblade, og blend det godt sammen med din basis hummus.

Gulerodshummus: Gulerødder skrælles og rives på rivejern. Herefter blendes de revne gulerødder og peanutbutter sammen med din basis hummus.

Rødbedehummus: Skræl rødbederne, skær dem i mindre stykker, og kog dem, til de er møre - ca. 15-20 minutter. Blend de kogte rødbeder og frisk persille med din basis hummus-opskrift.

TIP: Hvis du ønsker en mere spicy hummus, kan du tilsætte lidt frisk chilisovs efter smag.


Spinatwraps (cirka 8 pandekager)

Spinatpandekager:

100 gram frisk spinat

700 ml plantemælk

200 gram fuldkornshvede- eller fuldkornsspeltmel

100 gram hvedemel

1 tsk. bagepulver

2 spsk. rapsolie

1 tsk. salt

Rapsolie til stegning

Spinat og plantemælk blendes godt sammen - enten ved hjælp af en stavblender eller i en almindelig blender. I en skål blandes dette sammen med fuldkornsmel og hvedemel under omrøring. Bagepulver, rapsolie og salt tilsættes, og det hele piskes sammen, så der ikke er flere klumper tilbage.

Lad gerne dejen hvile i et kvarters tid inden brug.

Brug en god pande til at stege pandekagerne. Pandekagerne steges ved middelhøj varme med en lille smule rapsolie. Sørg for ikke at bruge for meget olie, og lav dem så tynde som muligt.

Pandekagerne fyldes med en lækker spread, for eksemepl rødbedehummus og lækre grøntsager. Det kan for eksempel være frisk salat eller spinat, revne gulerødder eller squash samt avokado, tomater, agurk, eller hvad du lige har liggende. Pandekagerne rulles stramt sammen og skæres over på midten med en skarp kniv.

Tekst, opskrifter og fotos er fra »Grønskolling« af Johanne Mosgaard (Politikens Forlag)


Ordet er dit