Tip os log ind
Tvilum ligger i forvejen helt tæt op af Viborg-Aarhus landevejen - rute 26. En opgradering af vejen til motorvej/motortrafikvej vil derfor være perfekt for Europas største plademøbelproducent.

Tvilum krydser fingre for motorvejsbeslutning

Med øget eksport både oversøisk og til Europa mod syd er det vigtigt for Tvilum at få hurtig og nem adgang til Aarhus Havn og til motorvej
04. juni 2014, 19.04

FÅRVANG Hos møbelkoncernen Tvilum i Fårvang krydser man lige nu fingre for, at trafikforligskredsen i Folketinget her i juni omsider får besluttet en linjeføring for en ny rute 26 for Aarhus-Hammel motorvejen og en motortrafikvej videre mod nord, og at man i samme ombæring får afsat penge fra infrastrukturfonden til første etape af motorvejsbyggeriet.


- Vi vil ikke blande os i, hvilken løsning, man vælger. Det vigtige er, at der kommer en, og at man kommer i gang. For skal vi bevare vores gode position på eksportmarkedet, er det vigtigt at vi får en hurtig adgang til motorvej og til Aarhus Havn, siger direktør Peter Arndrup Poulsen fra Tvilum.


Tvilum oplever i øjeblikket en fremgang i eksporten både til Europa og på de oversøiske markeder.

- Det betyder, at vi får en vækst på lastbiltrafikken til Aarhus Havn på 30 procent over de næste år og på 10 procent årligt sydpå. I forvejen er vi blandt dem, der belaster Viborgvej mest med tung trafik. Både af hensyn til os og af hensyn til de landsbyer, der bliver belastet af den megen tunge trafik, er det vigtigt, at der kommer en løsning, siger Peter Arndrup Poulsen.


Det er voldsomt mange lastbiler, der dagligt strømmer til og fra Tvilum i Fårvang. Alene til Fårvang transporteres der dagligt spånplader i en mængde, der - hvis pladerne blev lagt i forlængelse af hinanden - svarer til 100 km. De mange spånplader bliver transporteret fra Novopan på Djursland ad Grenå-motorvejen til Aarhus, og herfra er det ud af A26-landevejen til Fårvang.


I alt kører der 15.400 lastbilstræk årligt til Fårvang samt til Tvilum-afdelingen i Kjellerup - hvilket også foregår ad A26.


Den modsatte vej sendes der ialt 14.700 lastbiler. I alt altså 30.000 lastbiltræk årligt, svarende til godt 82 lastvogne hver dag året rundt under forudsætning af, at lastbilskørslen er jævnt fordelt og uanset weekender, ferier osv.


Motorvejs- og motortrafikvejsprojektet ventes at være i spil, når trafikforligskredsen i folketinget inden sommerferien skal fordele penge til nye trafikanlæg fra infrastrukturfonden.


Ordet er dit