Tip os log ind
Torbjørn C. Pedersen blev introduceret til His Excellency Mr. Donald R. Ramotar, President of Guyana.

Torbjørn trykkede hånd med præsidenten

Torbjørn C. Pedersen, der stammer fra Bryrup, har nu besøgt 60 lande på sin eventyrlige rejse. Han er nu i Guyana
28. oktober 2014, 09.57

BRYRUP Torbjørn C. Pedersen fra Bryrup er nu nået op på at have besøgt 60 lande i sit projekt, hvor han skal besøge verdens lande i en sammenhængende rejse uden brug af fly.

Han har i et tidligere rejsebrev fortalt om kendte mennesker, han har mødt.

Nu har han hilst på præsidenten i Guyana i det nordlige Sydamerika, hvor den 36-årige globetrotter befinder sig.

Det skete ved et modeshow, som Guyanas Røde Kors havde arrangeret, og hvor Torbjørn C. Pedersen var inviteret.

- Showet fandt sted i præsidentpaladsets have en søndag eftermiddag. Det var lummert, og temperaturen sneg sig op over 30 grader med en meget høj luftfugtighed. Smukke caribiske modeller gik frem og tilbage på scenen og fremviste de 150 kreationer, som 15 designere havde skabt. Omkring 700 gæster sad i den victorianske have og drak te omgivet af palmer og tjenere med hvide skjorter, og det var ikke svært at se for sig, at Guyana tidligere har været en engelsk koloni, skriver Torbjørn C. Pedersen i sit rejsebrev til Avisen.

- I kraft af min noget specielle rejse blev jeg pludselig bedt om at gå op på scenen med en kasse, der indeholdt lodderne til et lotteri, hvoraf en lille pige skulle trække vinderloddet. I den forbindelse kom jeg »backstage« og blev her introduceret til en klassisk smuk kvinde i sit livs efterår. Det viste sig at være præsidentens frue. Miljøet og stemningen var på caribisk vis meget afslappet, og havde hun ikke præsenteret sig med andet end navn, ville jeg ikke have gættet, hvem hun var. Senere på aftenen fik jeg den tanke, at præsidenten måske var lige så afslappet, og jeg spurgte generalsekretæren for Guyanas Røde Kors, om det måske var muligt at få et billede med ham. »Jo da, nu skal jeg lige se, om han stadig er her« var svaret. Og kort efter blev jeg introduceret til »His Excellency Mr. Donald R. Ramotar, President of Guyana«, skriver Torbjørn C. Pedersen, som noterede sig, at der ingen yderligere sikkerhed var omkring præsidentens person, og at han mødte præsidenten så naturligt, som havde han været en hvem som helst anden.

- Her taler vi dog om en mand, der udstrålede både en indre ro samt en stærk selvtillid på samme tid. Stemmen var rolig, afdæmpet og behagelig, og han fattede straks interesse for min rejse og stillede interesseret spørgsmål dertil. Få minutter efter tog vi afsked, og således havde jeg mødt min første præsident. På min vej tilbage til hotellet, slog det mig, at jeg få minutter forinden showet havde trykket hånd med en tigger, der bad mig om penge, skriver Torbjørn C. Pedersen.

Torbjørn C. Pedersen, der er delvist vokset op i Bryrup, hvor hans far, Torben Pedersen, bor, gik efter studentereksamen og Den Kongelige Livgarde ind i shippingbranchen og har arbejdet i flere lande, her i blandt Libyen, Bangladesh og Grønland.

Han byggede en karriere op indenfor branchen gennem 13 år. Så tog hans liv en anden drejning.

- Den 10. oktober 2013 kl. 10.10 begyndte et ambitiøst projekt, som jeg sammen med nogle venner navngav »Once Upon a Saga«. Projektet gik i sin helhed ud på, at jeg skulle rejse til alle verdens lande (203), uden at vende hjem før til sidst, og uden på noget tidspunkt at sætte mine ben i en flyvemaskine. Noget, som aldrig tidligere er blevet gennemført. Once Upon a Saga indgik et samarbejde med Røde Kors, der gav mig titlen Goodwill Ambassadør, hvortil jeg fik ansvaret for at skrive en historie om Røde Kors aktiviteter i alle 189 lande, hvor Røde Kors - eller Røde Halvmåne - er, skriver Torbjørn C. Pedersen.

Vejen til Guyana gik fra Europa over Nordatlanten med containerskibe og fiskebåde til Nordamerika.

Busser og tog bragte Torbjørn C. Pedersen til Mexico, hvorfra rejsen gik gennem Centralamerika til Panama med endnu flere busser. Med en lille båd kom han til Sydamerika, hvilket bød på endnu flere busser samt nogle få både.

Nu er han begyndt at glæde sig til at skulle besøge de Caribiske øer.

I Bolivia besøgte han den verdenskendte kunstner, der kalder sig for Mamani Mamani.

- Og i Island mødte jeg Tina Dickow samt skuespilleren »the mountain« fra Game of Thrones. I Grønland mødte jeg Rune Klan, der var på turne. Og i USA besøgte jeg Discovery Channels Mythbusters vært Adam Savage, fortæller Torbjørn C. Pedersen.

Han forventer at afslutte rejsen på Seychellerne engang i løbet af 2017.


Ordet er dit