Tip os log ind
Tyv

Stribe af indbrud i Voel

Der er blandt andet stjålet dyre ure fra en villa
17. april 2019, 08.48

VOEL Én eller flere indbrudstyve har været på turné i Voel.

Mandag aften eller natten til tirsdag er der begået tre indbrud i byen.

Fra en villa på Margrethesvej er der stjålet to dyre ure - et Breitling og et Tag Heuer. Desuden er der stjålet smykker, en bærbar computer og fire kartoner cigaretter.

- Vi har dog ikke modtaget en endelig opgørelse over det stjålne, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Der er desuden begået to indbrud på Gormsvej, hvor dørene ind til husene er blevet underboret. Herefter har tyven/tyvene været inde. Fra det ene hus er der stjålet flere flasker whisky, mens det ifølge politiet endnu ikke er opgjort, hvad der er stjålet fra det andet hus.

Hvis man har set noget mistænkeligt i området mandag aften eller natten til tirsdag, vil politiet gerne høre om det på telefon 114.


Ordet er dit