Tip os log ind

Stor sportslig profilering af Silkeborg - ingen effekt for byens forretninger

08. september 2018, 08.00

Fun & Fan Kære Oliver Zähringer.

Du skriver, at det skuffende besøgstal til Fun & Fan Zone i midtbyen bl.a. skyldes manglende opbakning fra byens forretninger. Det er vi en del forretninger, der ikke forstår, og jeg vil hermed gerne forsøge at uddybe mine holdninger:

På mødet mellem byens forretninger og Silkeborg Kommune, var der ingen tvivl om, hvem der svingede taktstokken, og dikterede klart, hvad der skulle ske på Torvet, samt profilering og hvordan forretningerne skulle agere for at få del i de tusindvis af besøgende, som eventet ville tiltrække. Torvet ville du selv stå for - de mange fremsatte gode idèer blev afvist! Fun & Fan Zone var baseret på Silkeborgs indbyggere - ikke på de tilrejsende golfturister, hvilket jeg også fremførte på mødet. Du skriver, at du fra start var kritisk overfor besøgstallet? Da jeg på mødet kommenterede på dette, mente du noget andet? Hvorfor holde en stor fest for kr. 1. mill., heraf kr. 250.000 fra Silkeborg Kommune, hvis mindre kunne have glædet Silkeborgs indbyggere?

Jeg spurgte på mødet, om du ville tage kontakt til Made in Denmark, Silkeborg Ry Golfklub, Himmerland (hvor Made in Denmark tidligere var spillet) eller til Herning (der netop med succes havde afviklet ishockey VM med stor FanZone spredt over hele midtbyen)? Oplagt at høre om deres erfaringer med at tilgodese både handel og fest. Du afviste dette med begrundelsen, at du selv vidste mere om den slags end de nævnte byer!

Oliver, du ved noget om musikevents (selvom både Randers og Esbjerg formentlig er uenige), men det virker arrogant, når du vil belære os om, hvorledes vi skal drive vores detailforretninger! Jeg er overbevist om, at det er vi bedre til! Du bad forretningerne til eventet give store rabatter, have længere åbningstider - og der ville blive budt på fadøl og musik på Torvet. Det er prøvet og set før - men ikke noget, der nødvendigvis betyder ekstra salg i alle forretningerne.

Vores egen forretning har bestemt bakket op! Vi investerede mere end kr. 50.000 på markedsføring af ugen, og kørte som ønsket med store rabatter og udvidet åbningstid. Vi valgte at lukke en time tidligere to af dagene p.g.a. mennesketomme gågader! Salget forløb tilfredsstillende - men det var i kraft af egne trofaste kunder, egen profilering samt salg fra webshop. Det havde intet med golffesten at gøre!

Fun & Fan Zone må desværre betegnes som værende ikke-godkendt målt på besøgstal og ekstrasalg i forretningerne, idet konceptet ikke formåede at samle de forventede købs- og festglade besøgende i butiksgaderne.

Silkeborg er en innovativ kommune med mange ildsjæle herunder dig, der gør det fantastisk og sætter Silkeborg på landkortet. Men fælles dialog og forståelse for hinandens interesser i fremtidige arrangementer vil tilføre Silkeborg endnu mere, og vi vil samlet fremstå stærkt, og distancere os fra vore nabobyer, hvilket butiks- og kulturlivet i Silkeborg kun vil nyde godt af.


Ordet er dit



Mere Debat