Tip os log ind

Sæt X ved kammertonen

15. maj 2019, 12.53

Man skulle tro, verden havde alvorlige problemer nok at se til, og man kunne håbe, at vi som danskere på kanten af et folketingsvalg havde overblikket til at fokusere på de store linjer. På de fundamentale udfordringer med klima, bæredygtighed, pensionsalder og hvilke værdier, der skal præge vores land fremover.

Men det, der for alvor fik sindene i kog i valgkampens første dage, var de farvestrålende papstykker rundt om i lygtepæle og på træer - valgplakaterne.

At nogle uoplyste unge tyvstartede med ophængningen af valgplakater allerede natten til lørdag fik i den grad sindene i kog. Tonen var skarp og uforsonlig. Og på lange stræk desværre et spejl af den debat, vi lige nu oplever rundt om i det politiske landskab.

De første debatter på tv indikerer, at diskussionerne før dette valg bliver skarpere, mere polariserede, mere uforsonlige. I det hele taget længere fra den måde, vi andre taler til hinanden på arbejdspladsen, til sport eller i forsamlingshuset.

Det skyldes ikke mindst nye kræfter på den politiske scene, som med rabiate synspunkter og en ekstremt aggressiv måde at kommunikere på desværre sætter nye, negative standarder for, hvor lavt niveauet kan være. Og hvad man tillader sig at kalde hinanden direkte på tv.

Det fremmer bestemt ikke almindeligt dødeliges interesse for hverken at høre på debatterne, endsige engagere sig i politisk arbejde. På den måde graves grøften mellem politikere og folk blot dybere. Konsekvensen er, at den latente politiker-lede næres yderligere.

Det er så skammeligt. For der er nok at tage fat på, tiden er knap, og vi er vel alle interesserede i det bedste for Danmark?

Er det manglende overskud i weekendens heftige meningsudvekslinger om valgplakater strømpilen, er vi ilde ude med hensyn til debatten i resten af valgkampen. Ikke mindst da, når det lige om lidt strammer til.

Men der er stadig tid til at slå bolden i jorden, få ilt til hjernene og kalibrere debatten, så vi andre gider være med.

Måske politikerne skulle nærlæse dagens reportage fra Dybkærgården på Arendalsvej? Her er børnene nemlig eksperter i at lytte til hinanden og tale ordentligt sammen.

Der er masser af gode råd at hente.

Så kære politikere: Rå-brug gerne af ungernes kloge fif og kombiner det med 10 gram overskud, en knivspids selvironi og et jævnt lag af humor. Og si så det hele igennem for aggresivitet, selvretfærdighed og bedrevidenhed. Så står I tilbage med en ret, vi andre godt gider sætte tænderne i frem mod den 5. juni.

Spidser det nu helt til for jer, så ty gerne til panik-knappen og prøv med et simpelt:

Undskyld ...


Ordet er dit



Mere Debat