Tip os log ind

Spændende muligheder i Bios Gård

15. marts 2019, 12.33

LEVENDE BY Bios Gård ligger i dag hen som en baggård midt i Silkeborg, og det er godt, at den nu kommer i spil til en forandring. Det kan undre mig, at der ikke allerede har meldt sig en byggematador med et boligtårn midt i byen. Jeg håber dog, at byrødderne besinder sig i tide og har nosser nok til at sige: Det er fint med byfortætning, men vi skal huske på at tage vare på den levende by. Byen der også huser rum for aktiviteter, der gør byen levende.

Der tales meget om for tiden, at handelslivet dør ud i takt med at internethandel vinder frem. Jo, der er en forandring på vej, men det er sjældent, at der er noget, der dør ud, fordi der opstår noget nyt. Vi læser stadig aviser på papir og køber bøger som aldrig før, selvom det er oplagt at læse elektronisk.

På samme måde med byers handelsliv. Der vil ske en forandring, men powershopping med gode veninder dør aldrig. Det, der vil tiltrække folk fra nær og fjern, vil være de byer, der byder på butikker, der ikke er i andre byer. Koden til at sikre Silkeborg som en handelsby ligger ikke i de butikker, der findes i alle andre byer. Nej den ligger i at gøre Silkeborg til byen, der byder på handel, der ikke findes andre steder. Det er fint med Sinnerup, Bog og Idé, Intersport, H&M, you name it. Men de er i alle byer, så hvorfor tage til Silkeborg.

Det er et paradoks, at netop de butikskæder, der har råd til at have forretning inde midt i byen, netop har brug for, at der er mindre butikker, der ikke er andre steder, og som trækker folk til. Og som har mega svært ved at betale den husleje, det koster inde i byen. Det skal der gøres noget ved.

Du skal tage til Silkeborg, fordi der er et stort udbud af små, mærkelige, skæve butikker og cafeer. Steder der ikke er i andre byer.

Jeg ser for mig Bios Gård omdannet til en bilfri åben plads. Ikke en plads der er dedikeret til streetfood eller en anden specifik aktivitet. Bios Gård skal være en plads, der åbner op for skiftende aktiviteter af alle slags. Riverboat, Regatta, bagagerumsmarked, streetfood, stumpmarked, lørdagsmarked, classic cars, frokost jazz, åbne gallerier, antikmarked.

Spin selv videre med ideer.

Der kan også gives plads til basketball, bordtennis, hockey og andre sportsaktiviteter, hvor det ikke handler om organiseret aktivitet, men plads til folks spontane aktiviteter.

Jeg ser for mig Bios Gård omdannet til en stor åben overdækket plads, midt i Silkeborg, hvor der uanset vejrlig kan laves arrangementer af alle slags. En overdækning i glas på 10 til 20 meters højde som skaber et rum, der ikke virker som indendørs, og alligevel sikrer, at alle aktiviteter kan ske året rundt, fri af vejrlig. Det er muligt på den måde at lave et rum på 4000 kvm - som en lille fodboldbane.

Og jeg ser Bios Gård omkranset af forretninger, cafeer, restauranter med front mod gården. Overdækningen skal selvfølgelig være i klart glas, så du skaber en illusion af at være udendørs.

Og jeg ser de biler, der i dag holder i Bios Gård, de er gravet ned under Bios Gård. Indkørsel kunne passende ske via hjørnet på Skoletorvet, hvor Boddy Holly i dag ligger. Med den nye Nordskov vej vil det være naturligt for mange med arbejdsplads i midtbyen at køre ind den vej og parkere, frem for at køre igennem byen til p-husene ved Jyske Bank og Torvet.


Ordet er dit



Mere Debat