Tip os log ind
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Spildevandsanlæg kan blive en vindersag for alle parter

14. maj 2018, 12.44

Filteranlæg Man kan med forundring spørge: Hvorfor er det så vigtigt for beboerne i Vrads, at deres nye spildevandsrensning skal ske i Vrads på en grøn måde? Kommunen har jo teknikere ansat til, at komme med løsninger på den slags ting, og vi har valgt byrådsmedlemmer, der skal beslutte og bevilge penge til disse anlæg. Det er vi med på, men når kommunen kun har et forslag, der går ud på at pumpe spildevandet i trykrør til Them, mener vi, at det er vigtigt at finde en bedre løsning.

Vrads spildevandsgruppes forslag er, at etablere et 400 m2 filteranlæg i Vrads og 2 filteranlæg i Hjøllund, der lever fuldt ud op til nutidens rensekrav, og som kan rense alt spildevandet med planter og mikroorganismer og med nedsivning til faskiner, altså uden afløb til vandløb.

Disse anlæg koster ca. 40 % af kommunens centrale forslag og bruger kun 1/3 af den energi i daglig drift til pumpning og rensning, som den centrale Them-løsning bruger.

Vi vil gerne tage stilling til det affaldsvand, vi selv producerer, og på den måde blive mere bevidste på, hvordan vi kan lave mindre spildevand derhjemme og måske undgå at putte kemi i vandet, men i stedet bruge naturlig nedbrydelige sæber ol. Det mener vi, at den lokale løsning vil anspore os til at italesætte, så vi bliver klar på problematikkerne omkring spildevand.

Det her kan blive en vindersag for alle parter. Kommunen lever op til sine nærdemokratiidealer om, at der skal være lokal inddragelse, og alle skal have mulighed for at blive hørt i de relevante sagsbehandlinger, der er i gang, vi får et billigere og mere miljørigtigt anlæg og Vrads får det grønne decentrale anlæg vi ønsker.

De nye udvalgspolitikere, der sidder i klima- og miljøudvalget, lovede os ikke nogen støtte til vores forslag på borgermødet. De sagde samstemmende, at de havde siddet med store ører, og de ville gå hjem og tænke grundigt over de informationer, borgermødet havde givet dem. Respekt for, at politikere tænker sig om, før de tager en beslutning, men det er skuffende, hvis de holder fast i en central løsning, for hvad mere skal vi så komme med? Vores forslag er billigere, bedre for miljøet og lokalt funderet, alt hvad den bedste løsning skal leve op til.

Tak til kommunen for at arrangere borgermødet i Vrads Forsamlingshus. Her blev alle parter hørt, og fra nu til den 8. maj er der høringsperiode, hvor alle kan udtrykke deres holdninger ved at sende høringssvar til kommunen.


Ordet er dit



Mere Debat