Tip os log ind
Jakob Fuglsang skal ikke køre Vueltaen for Astana.
Foto: Ritzau Scanpix

Spansk rundtur bliver uden Fuglsang

Ingen danske ryttere er med på det Astana-hold, der skal køre årets Vuelta a España. Jakob Fuglsang skal i stedet køre to store endagsløb i Canada
21. august 2018, 10.57

CYKLING Silkeborg-rytteren Jakob Fuglsang og de øvrige danskere på Astana skal ikke køre Vuelta a España.

Astana udtog mandag en trup på otte ryttere, der skal deltage i Vueltaen, og ingen af holdets fire danskere kom med.

Dermed skal Michael Valgren, Jesper Hansen og Magnus Cort heller ikke være med i det spanske etapeløb.

Astana stiller til start med følgende otte ryttere: Miguel Ángel López, Omar Fraile, Davide Villella, Dario Cataldo, Jan Hirt, Nikita Stalnov, Andrej Zeits og Pello Bilbao.

Miguel Ángel López er udset til at være kaptajn for cykelmandskabet.

Vueltaen begynder på lørdag og varer frem til 16. september.

Jakob Fuglsang oplyser til TV 2 Sport, at han i stedet skal køre to store endagsløb i Canada. Fredag 7. september stiller han således til start ved Grand Prix Cycliste de Quebec, og derefter Grand Prix Cycliste de Montreal søndag 9. september. /ritzau/


Ordet er dit