Tip os log ind
  • 1/: I år fejrer Skanderborg Festivalen 40 års jubilæum - og det bliver markeret på mange måder, blandt andet med Jubilæumskaravanen, der bringer musik og festivalminder ud til de fem centerbyer fem lørdage i træk. Første gang i Galten på lørdag.?
    Foto: Jakob Stigsen Andersen
  • 1/: 05FEB10 Michael Learns To Rock spiller i Bjerringbro.
    Foto: Jakob Stigsen Andersen

Smukfest sørger for gratis koncerter

Jubilæumskaravane ud til Ry, Låsby og Galten og de andre centerbyer
28. maj 2019, 13.33

GALTEN/LÅSBY/RY Til august fejrer Smukfest 40 års jubilæum, og det skal ikke kun fejres i Dyrehaven ved Skanderborg.

Festivalklubben har en række aktiviteter på bedding og en af dem er »Jubilæumskaravanen«, der vil bringe rock og rul og gode festival-historier rundt til kommunens fem centerbyer.

Den første i rækken er Galten, hvor karavanen gør stop på lørdag 1. juni - og det er jo en dag, hvor der i forvejen er masser af mennesker i byen til byfest og markedsdag.

Karavanen slår sig ned på Torvet, hvor duoen »Rocketeers« spiller. Derudover deltager en pop-kendis, Kåre Wanscher, kendt som trommeslager i »Michael Learns to Rock«, der vil fortælle minder fra festivalen, hvor det populære band har spillet mange gange.


Rullende udstilling

Jubilæumskaravanen arrangeres i samarbejde med Museum Skanderborg, og med på turen er også en finurlig rullende udstilling i en container med en masse tidstypiske ting fra de 40 år med festivaler i Skanderborg.

- Og har du gode festivalting eller minder, du gerne vil give videre, så tag det endelig med og del det med museumsfolkene, lyder opfordringen fra Smukfest.

Museet arbejder på en større samlet festivaludstilling senere.


Poul Krebs i Låsby

Med Galten som første stop fortsætter Jubilæumskaravanen den følgende lørdag 8. juni til Låsby. Her er der om formiddagen koncert med Anders Boldsen og om eftermiddagen festival-snak med den lune trubadur Poul Krebs.

15. juni ·går turen til Hørning, hvor folk-rocker og SIF-fan Lars Lilholt fortæller om formiddagen, mens der er koncert med Michael Jessen om eftermiddagen.

22. juni kommer det rullende show til Ry, hvor der om formiddagen er koncert med Clausen & Svith og The Habit. Om eftermiddagen vil Frank Megabody fortælle om nogle af sine givetvis muntre oplevelser på festivalen.

Rundturen slutter i Skanderborg lørdag 5. juli, hvor der venter masser af musik. Først »koncertbølge« med otte optrædende, siden Paul Banks & Musikorkestret og til sidst Thorvaldsens Kapel.

De fem arrangementer laves i samarbejde med lokale cityforeninger og der er gratis adgang.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten