Tip os log ind
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Sælg ikke det gamle rådhus i Them

10. april 2019, 12.11

UNDERSKRIFTER Til borgmester Steen Vindum.

Lisbeth Kjær og Bodil Juhl fra Them startede i sidste uge en underskriftindsamling til fordel for Det Gamle Rådhus på Silkeborgvej 33 i Them, som indtil for et par år siden blev brugt til bibliotek.

I en artikel i avisen kan jeg læse, at Lisbeth og Bodil vil overbringe underskrifterne til dig, Steen, og jeg vil anbefale, at underskrifterne bliver positivt og konstruktivt modtaget og behandlet, da de i høj grad er udtryk for et stort ønske fra borgerne her i Silkeborg Syd (den gamle Them kommune) om at bevare huset i kommunalt regi.

Lisbeth og Bodil skal have stor tak og ros for et rigtigt godt initiativ med deres underskriftindsamling iblandt borgerne i bestræbelserne på at gøre Silkeborg kommune opmærksom på, at vi borgere i den gamle Them kommune virkelig ønsker at bevare bygningen i kommunalt regi - også fordi der tillige er brug for huset. Flere grupper/foreninger har tidligere ytret ønske om at få plads i huset, og senest har Egnsarkivet bedt kommunen om at få lov til at benytte huset til deres aktiviteter, da deres nuværende lokaler i Bryrup ikke længere er egnede. Men Silkeborg kommunes ejendomschef, Lene Søgaard, har vendt tommelen nedad og har i stedet meddelt, at bygningen vil blive sat til salg snarest. Så vidt mig bekendt har sagen ikke været behandlet politisk, hvilket den bør.

Det gamle rådhus i Them er en flot gammel bygning, og noget af det eneste tilbageværende med stor historisk værdi for området, og derfor vil det være forkert blot at afhænde den - og tilmed når der er ønsker om plads i bygningen til andre formål.

Bygningen har ikke kostet den nye Silkeborg kommune een eneste krone, idet den fulgte med ind i den nye Silkeborg kommune i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2006. Driftomkostningerne (hovedsaligt til lys og varme) er minimale - og jeg vil gerne igen fremhæve, at der er lokale grupper, som ønsker bedre plads.


Ordet er dit



Mere Debat