Tip os log ind

Skal Viborg Sygehus sidde tilbage med sorteper?

30. august 2018, 12.50

SPAREPLAN Efter regionsrådsformand Anders Kühnau, har ændret i sit oplæg til besparelser i Region Midtjylland ved at foreslå at neurologien forbliver i Gødstrup og ikke flyttes til Viborg står spørgsmålet tilbage - er det så kun Viborg, der skal klare de store besparelser?

Lad det være sagt med det samme - resterne af regionrådsformandens sparekatalog, som det ser ud lige nu og i den form det foreligger lige nu, er heller ikke min kop te - skulle den blive gennemført, som det ligger lige nu, vil Viborg Sygehus blive rundbarberet og ikke være det akutsygehus vi alle forventer.

Men det tror jeg nu ikke vil ske - regionrådsformanden er ikke tonedøv og kan godt høre de mange protester og saglige argumenter, der er i pressen og debatten som helhed i denne sag - jeg har en tro på at fornuften vil sejre til sidst.

Men hele debatten kunne godt trænge til, at vi ikke kun forholder til penge men også sætter personalet og arbejdspladserne i fokus.

I pressen (godt hjulpet på vej af Venstre), fokuseres der meget på hvor mange penge, der evt. skulle forsvinde fra Viborg - jeg vil hellere se på de arbejdspladser, der forbliver eller tilføres Viborg Sygehus.

Lad os tage et praktisk eksempel om en af virkningerne af et af spareforslagene: Ledelsen af en samlet patologi samles i Randers (for at spare på de administrative lønkroner), så flyttes lønkronerne også hen hvor ledelsen er (til Randers) - men arbejdspladserne i Viborg forsvinder ikke, men bibeholdes i Viborg.

Derved mister sygehuset naturligvis penge (lønkroner), men beholder arbejdspladserne.

Men vi må stadig ikke glemme, at vi i Regionsrådet har en bunden opgave - vi skal finde besparelsen - på den ene eller anden måde.

Og det skal ske på trods af, at vi har en regering der frejdigt taler om »økonomisk råderum« og i øjeblikket deler milde gaver ud til befolkningen.

Høringsprocessen kører lige nu, og jeg er sikker på, at når den er færdig vil regionsrådsformanden have lyttet og vurderet mulighederne og vil (håber jeg) komme med et revideret udkast til besparelser og budget og mon så ikke mange af vores værste mareridt så forsvinder og resultatet bliver, at Viborg ikke bliver »sorteper« i det store budget spil?


Ordet er dit



Mere Debat