Tip os log ind

Skal vi have højhuse i Silkeborg bymidte?

07. juni 2019, 12.16

BYGGERI Da Jyske Bank for nogle år siden legede med tanken om at bygge et højhus på Neckelmann-grunden, viste banken silkeborgenserne den respektfulde gestus, at de, via et borgermøde, bad om borgernes mening. Resultatet blev som bekendt, at banken valgte at undlade at bygge et højhus.

Den slags tiltag er tilsyneladende ikke det første, vore demokratisk valgte politikere tænker på. Kommunen har således allerede nikket ja til et højhus på ikke mindre end 23 etager - og en foreløbig ukendt højde - på Fredensgade. Som et lille demokratisk plaster på såret har kommunen dog opfordret borgerne til at komme med ideer til, hvordan området netop omkring Fredensgade og Torvecentret kan udnyttes. Desværre må det konstateres, at borgernes input ikke har fundet vej til det forslag, der netop har været i for høring.

Men er det virkelig borgernes ønske, at Silkeborg bymidte skal rumme højhuse i den kategori? For det rumler i krogene med flere af slagsen. Det vil fuldstændig og for altid ændre Silkeborgs karakter og identitet.

Det er formodentlig de færreste borgere, der ved, at man i kommuneplan 2017-2027 bl.a. har udlagt Søndertorv til højhusbebyggelse. Men et af de væsentlige udsagn i kommunens højhusstrategi lyder: »Højhuse bør kun indføres i begrænset omfang i Silkeborg«.

I Skøn på Silkeborg mener vi, at Silkeborg med Papirtårnet nu får sit ikoniske højhusbyggeri, og at byen sammen med det og Gudenåhus samt højhusene ved Teknisk Skole har fået rigeligt med højhuse.

Kommunens planer skal naturligvis ses i lyset af det forjættede mål om hurtigst muligt at nå 100.000 indbyggere og dertil mantraet om by-fortætning.

De hårdt prøvede silkeborgensere har hørt om by-fortætning i efterhånden nogle år. Men mon borgerne helt har forestillet sig, at det indebærer, at Silkeborg skal kaste sig ud i en konkurrence med København og Aarhus om at rumme de højeste bygninger i landet, og være flest mulige mennesker på færrest mulige kvadratmeter?

Den anerkendte professor ved arkitektskolen i Aarhus, Tom Nielsen, advarer mod den tendens, at mindre byer ved at bygge højhuse får opfyldt deres hede drømme om at være store, og derved overgår sig selv og andre byer. Vi skal hellere skabe byrum, hvor folk trives, og det bidrager højhuse ikke til, siger han meget klart.

Det er vi i Skøn på Silkeborg enige i. Hvad siger silkeborgenserne?

Horisonten tilhører os alle.


Ordet er dit



Mere Debat