Tip os log ind
Foto: Jens Anker Tvedebrink

Silkeborgs mangfoldighed

12. juni 2019, 13.58

At Silkeborg politisk ikke er helt så ensartet, fik vi et synligt billede af på valgnatten, fordi den sydlige del af byen - ifølge den enkle farvelogik - skulle være »rød« mens den nordlige del skulle være »blå«. Og sådan har journalister og mange andre den seneste tid forsøgt at få hold på landets mangfoldighed ved at dele vælgere og politikere op i røde eller blå.

Men helt så enkelt er det ikke at samle hverken et flertal for en regering, en bydel eller mennesker i det hele taget. For mangfoldigheden er undertiden langt større end den ensartethed, det kan være bekvemt at have eller søge efter.

Derfor synes jeg også, det var spændende at læse om den udstilling, der fredag eftermiddag åbner på Norups Plads og som gennem 40 portrætter kan være med til at skildre Silkeborgs mangfoldighed - set igennem Helle Ejskærs linse.

I Silkeborg kommune bor der 141 nationaliteter, og nogle af disse bliver synlige i gadebilledet og får en menneskelig stemme igennem avisens portrætter, når de får lejlighed til at fortælle deres historie, som Ahmed fra Somalia gjorde forleden. En gribende historie om flugt fra borgerkrig som 11-årig og den både gode og vanskelige opgave med at finde sig tilrette i et meget anderledes samfund med rusmidler og meget andet. Dyrekøbte erfaringer, som han gerne vil hjælpe andre med at undgå.

Helt konkret oplevede jeg også en del af Silkeborgs mangfoldighed, da Middag på Tværs holdt sommerafslutning i Præstegårdshaven i fredags, og hvor ca. 80 mennesker af mange forskellige nationaliteter var samlede. Der blev grillet pølser - kyllingepølser til muslimerne og - svinepølser til resten. Gæve frivillige havde sørget for salater, skumfiduser og meget mere.

Børnene legede og klatrede i træerne, de voksne sad og snakkede - på hvert deres tungemål og forsøgte at nå hinanden gennem forskellige sprog. Og der var samling om både bibelfortælling og sanglege - og pludselig begyndte nogen at danse til en iphone - rytmer som sad i kroppen, og som de forsøgte at lære fra sig.

For mig også et levende billede på Silkeborgs mangfoldighed. En mangfoldighed som både kan være udfordrende men så sandelig også berigende.


Ordet er dit



Mere Debat