Tip os log ind
Nykøbing Falsters Yui Sunami er her i kamp med Silkeborg-Voels Louise Ellebæk.
Foto: Bo Amstrup/ritzau Scanpix

Silkeborg-Voel uhyre tæt på point i topkamp

Silkeborg-Voel var bagud gennem hele kampen mod Nykøbing Falster, men fik chancen for point i de sidste sekunder
14. september 2018, 20.05

HÅNDBOLD Ubesejrede Silkeborg-Voel løb ind i sæsonens første nederlag, da Nykøbing Falster vandt 26-27 i Jysk Arena.

Men Voel-kvinderne var uhyggelig tæt på point, da Susann Müller fik chancen til allersidst. Men det skud reddede Falster-keeper Cecilie Greve.

Voel-kvinderne fik også en fornuftig start på opgøret og kom foran 3-2, men så gik det skævt. Gæsterne fik en stribe kontramål og mål fra fløjene, og efter godt 20 minutter var stillingen 6-12.

Flere gode redninger fra målvogter Stine Bonde var tæt på at få Silkeborg-Voel tilbage i kampen før pausen, men et par nemme scoringer til Falster betød, at pausestillingen var 8-14.

I anden halvleg kom hjemmeholdet bedre ud, og efter fire minutter var forspringet nede på 12-15. Men Voel-holdet begik for mange offensive fejl, og de blev prompte straffet i den anden ende, så langt hen i opgøret var gæsterne komfortabelt i front.

Hos Voel-holdet var det et velkendt ansigt i Sofie Bæk, som trak det store læs. Til gengæld havde de ny-indkøbte profiler, Susann Müller og Jane Schumacher problemer med de stærke gæster, der havde Kristina »Mulle« Kristiansen som kaptajn.

Hun brændte imidlertid et straffekast ved 18-21, og det gav ny spænding. Og ved 21-22 var hjemmeholdet for alvor med igen.

Den tendens fortsatte, fordi flere Voel-spillere fik løftet deres spil, men tættere end 26-27 kom hjemmeholdet ikke, for Rikke Iversen var uheldig at smide bolden væk. Og da hjemmeholdet til sidst fik en ny chance, da Susann Müller steg til vejrs i sidste sekund, kom en fremragende redning af Falster-keeper Cecilie Greve i vejen for point.


Ordet er dit



Mere Sport