Tip os log ind
Morten Bierbaum er direktør og kontaktperson for både offentlige og private virksomheder. Laila Mariann Hansen (til venstre) er chefkonsulent i innovation og ansvarlig for flere offentligt-private samarbejder, mens Line Bjerre har ansvar for markedsføringen. Endelig består sekretariatet af Jan Formann, der arbejder med salg. Derudover har foreningen tilknyttet flere konsulenter.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Silkeborg skal være en innovativ højborg

InnovationSilkeborg arbejder for at gøre innovation så konkret og brugbar som mulig
21. august 2018, 09.43

For innovationschef Morten Bierbaum er det oplagt, at Silkeborg er den helt perfekte hjemmebane for innovation. Silkeborg er nemlig i den grad en by og en kommune, der er i bevægelse, og hvor gode ideer og ikke mindst et meget aktivt og succesrigt erhvervsliv trives.

- Det er alt dette, som InnovationSilkeborg skal være med til at understøtte, hjælpe på vej og udvikle. Vi skal både være med til at hjælpe helt konkrete ideer og projekter på vej samtidig med, at vi skal være med til at fremme en kultur, hvor innovation er en integreret del af virksomheder og erhvervsliv, og det gælder alle former og størrelser af virksomheder, siger Morten Bierbaum.

Det pulserende Silkeborg-liv har de fire medarbejdere hos InnovationSilkeborg tilmed et tæt dagligt kendskab til. De har nemlig udsigt til Torvet fra deres sekretariat, der er placeret på 2. salen i Silkeborgs gamle rådhus. Der er samtidig kun få skridt ned til rådhuset og kommunens afdelinger, som er en helt tæt samarbejdspartner.

En af InnovationSilkeborgs opgaver og kompetencer er netop at være katalysator for udviklingssamarbejder mellem private virksomheder og Silkeborg Kommune.

InnovationSilkeborg blev da også søsat af kommunen for to år siden, men er drevet som en selvstændig forening. Og der er allerede mange virksomheder, der har opdaget, at InnovationSilkeborg er en rigtig god platform, sparringspartner, uddannelsessted og hjælp på vej til at sikre, at man som virksomhed agerer innovativt.

Medlemstallet er efterhånden nået op på 120, hvilket er med til at gøre foreningen endnu mere attraktiv at deltage i. Ikke mindst når man som virksomhed ønsker at blive del af et nyt og bredt netværk, og hvor man gennem InnovationSilkeborg tilmed får masser af inspiration og innovationviden gennem netværksarrangementer og events.

For den enkelte virksomhed handler innovation i bund og grund om at udvikle nyt eller optimere det eksisterende. Og det kan både handle om produkter, markedsføring, organisation og proces. Og selv om det på den ene side handler om at give plads til at fremme nye og måske endda helt vilde ideer, så handler det også i høj grad om at arbejde konkret. Her kommer InnovationSilkeborg med innovationsforløb, kurser, uddannelse og sparring.

- InnovationSilkeborg har innovationsekspertisen, der kan hjælpe med at udvikle en virksomhed og med at afdække tidens trends. Hos os får medlemmerne tilbudt helt lavpraktiske måder at arbejde med innovation på gennem uddannelser, skemaer, værktøjer og metoder, lige som vi kan formidle kontakten til de helt rette personer eller eksperter, som kan hjælpe den enkelte virksomhed videre i processen. Og vi kan bidrage som projektudviklere og hjælpe med til at skabe strategiske samarbejder, siger Morten Bierbaum, der fremhæver tre strategiske mål for InnovationSilkeborg.

Det første er at medvirke til udbredelsen af en innovationskultur. Det andet er at være med i og være med til at etablere konkrete udviklingsprojekter mellem virksomheder og kommunen. Det tredje er at være med til at understøtte og medvirke i større fælles tiltag.

- Først og sidst er det vores vigtigste opgave at være med til at skabe størst mulig vækst og udvikling i Silkeborg Kommune. Vi skal fungere som mediatorer i den udvikling, der kommer, siger Morten Bierbaum.


bestyrelsen

Bestyrelsen i Innovation Silkeborg består af bestyrelsesformand Peter Rødkjær (Sam-System), næstformand Sara Schøler Lass (Zimplifi), bestyrelsesmedlem Lone Lyrskov (Silkeborg Kommune), bestyrelsesmedlem Henrik Holst Christensen (Brandstifter), bestyrelsesmedlem Christian Aagaard (Constructa A/S), Torben Vilsgaard (erhvervSilkeborg) og Frank Borch-Olsen (Borch-Olsen Invest A/S)

Ordet er dit



Mere Erhverv