Tip os log ind
Ina Dorfman drager i morgen til New York som deltager i den danske delegation ved FN-session.

Silkeborg-kvinde til FN for at fortælle om vilkår for piger og kvinder

Vicepræsident Ina Dorfman fra Soroptimisterne i Silkeborg deltager i den danske delegation ved FN's 62. session om kvinders vilkår. Delegationen ledes af ligestillingsminister Karen Ellemann
09. marts 2018, 12.00

Når den 30 personer store danske delegation af regeringsrepræsentanter og repræsentanter for frivillige organisationer i morgen rejser til New York for at deltage i FN's 62. session om kvinders vilkår, er Ina Dorfman fra Silkeborg med som repræsentant for Soroptimisterne i Danmark.

Soroptimisterne har konsultativ status i FN, og på den baggrund er Ina Dorfman inviteret med i den danske delegation. Sessionen har særligt fokus på »Empowering Rural Women and Girls« - altså at styrke kvinder og piger i landdistrikter. Målet er, at der kan skrives et fælles slutdokument, som alle lande i FN vil arbejde efter i de kommende år.

Ina Dorfman er vicepræsident for Soroptimisterne i Silkeborg. Soroptimisterne er en international organisation, som arbejder for kvinders vilkår såvel lokalt som internationalt. I FN står organisationen så stærkt, at den både er repræsenteret eksempelvis i den danske delegation, men også som såkaldt NGO, hvor der er sammensat en international delegation.

- Soroptimisterne i Silkeborg arbejder både med internationale projekter som eksempelvis et projekt for teenagemødre i Rumænien og et vandprojekt i Gambia, og de yder støtte til kvinders uddannelse som SOSU-assistenter i Silkeborg, og er sidste år startet på at yde støtte til, at et par piger hvert år kan deltage i gymnasiets studieture. Der har også kørt et særligt projekt til støtte for kvinder på krisecenteret i Silkeborg, fortæller Ina Dorfman.

Pengene skaffes gennem sponsorbidrag, diverse salg, arrangementer og kontingent. Medlemmerne finansierer i høj grad deres internationale deltagelse selv. Det er kendetegnende, at Ina Dorfman hovedsageligt selv betaler sin rejse til New York eventuelt støttet af fondsmidler.

Ina Dorfman, 40 år, er født og opvokset i Moldova. Hun er dansk gift og kom til Silkeborg for syv år siden. Hun er uddannet jurist og har en stilling som indkøber i en stor dansk industrivirksomhed.


Ordet er dit



Mere Navne