Tip os log ind

Silkeborg-kvinde fire uger i fængsel efter at have bidt politimand

Kort proces i et grundlovsforhør i eftermiddag. 41-årig kvinde fra Silkeborg er tidligere dømt for vold mod tjenestemand
08. maj 2017, 16.05

SILKEBORG/VIBORG Spark, bid og spyt mod og på to politibetjente kostede mandag eftermiddag fire ugers varetægtsfængsling til en 41-årig kvinde fra Silkeborg ved et grundlovsforhør i retten i Viborg.

Baggrunden var ellers en forholdsvis banal sag om husspektakler på Borgergade, hvor en patrulje blev tilkaldt sent søndag aften for at skille parterne ad.

Kvinden kastede blandt andet med ting på fortovet, og kvinden ville ikke falde til ro, selvom politiet var kommet til stede, lige som hun ikke ville følge politiets opfordring til at forlade adressen. Det endte med, at de to betjente måtte anholde kvinden, for at få hende væk.

Men det førte til, at hun sparkede den ene betjent og bed den anden, lige som hun spyttede på begge betjente.

Det får nu alvorlige konsekvenser for kvinden. For hvor hun ved en rolig anholdelse alene ville have fået en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen, så førte volden mod betjentene til, at hun skal sidde varetægtsfængslet i fire uger frem til fredag den 2. juni, sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

- Kvinden er tidligere straffet for lignende forhold. Det er ikke så lang tid siden, at hun fik tre måneders fængsel for vold mod en tjenestemand i funktion. Her var der dog ikke tale om en politimand. Men det er baggrunden for, at hun nu er varetægtsfængslet i fire uger, forklarer Ulrik Junge, anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden accepterede varetægtsfængslingen.


Ordet er dit