Tip os log ind
Foto: Martin Ballund

SIF-spillerne: Ikke Peters skyld

SIF-spillerne ærgrer sig over, at det har været nødvendigt at fyre manageren
14. august 2018, 13.36

FODBOLD Opbakningen til den fyrede SIF-træner Peter Sørensen er stor blandt spillerne i SIF-truppen.

Både anfører Dennis Flinta og viceanfører Simon Jakobsen er ked af fyringen.

- Jeg har efterhånden prøvet en trænerfyring nogle gange, og den her gang er jeg lidt mere ked af det. Jeg tror stadig, at Peter kunne være den rigtige til at få os på ret kurs, og han er en god træner, der har rykket os, siger Dennis Flinta.

Forsvarsspilleren har til gengæld forståelse for, at ledelsen har grebet til en fyring.

- Man må også have respekt for, at ledelsen ikke mener, at det skal være med Peter ved roret. Det er nemmere at fyre en træner end 22 spillere. Så jeg kan være ked af det i dag og lidt i morgen og så kigge fremad, siger Dennis Flinta.

Simon Jakobsen har de sidste to kampe været sat ud på bænken, men det får ikke viceanføreren til at juble over fyringen.

- Først og fremmest er jeg ked af, at det er kommet dertil. Jeg er glad for Peter både som person og som træner. Så det er rigtig ærgerligt, at det er endt her. Det har vi alle et kæmpe ansvar for. Vi spillere er en kæmpe del af det her, men det er bare sådan, at det er på trænerposten, at det er lettest at skifte ud, siger Simon Jakobsen.

Ligesom Dennis Flinta har han forståelse for, at klubledelsen ikke haft mere tålmodighed.

- Resultaterne har ikke været gode nok i slutningen af sidste sæson og i denne sæson. Så på nogen måder er det forståeligt. Men jeg er sikker på, at vi kunne have vendt det med Peter, siger forsvaresspilleren og siger om forholdet mellem truppen og Peter Sørensen.

- Der vil altid være spillere, der bedre kan lide en træner frem for en anden, og sådan vil det også være hos. Men der er ikke nogen, som har givet udtryk for, at de ikke ville have Peter Sørensen.

Nu venter både Simon Jakobsen og Dennis Flinta spændt på, hvem der skal tage over.

- Det er svært at svare på. Vi er ikke en klub, der henter stjerne på stjerne ind, så det skal tages stort hensyn til talenterne. Men det handler om at vinde, så det skal også være en træner, der bruger dem på 35, siger Simon Jakobsen.

Dennis Flinta er hurtig med et svar:

- Jeg vil gerne have Michael Laudrup, siger han med et smil.


Ordet er dit



Mere Sport