Tip os log ind
Sejsvej er en af de veje, der spærres under cykelløbet Chasing Cancellara søndag.
Foto: Pia Egeberg

Sådan spærres vejene i Silkeborg søndag

Især borgere i Sejs-Svejbæk bliver berørt af de trafikale ændringer, cykelløbet Chasing Cancellara medfører søndag
25. august 2018, 17.54

SILKEBORG Cykelløbet Chasing Cancellara kan ikke undgå at påvirke trafikken i Silkeborg søndag.

Det er især borgere i Sejs-Svejbæk, der må finde alternative ruter.

Blandt andet spærres Sejsvej fra Århusvej (rundkørslen) til De Små Fisk fra klokken 6 til 15. Cykelrytterne samles nemlig ved Iskælderdalen, og der forventes at være mange mennesker. Det er også her, rytterne mødes igen til slut.

Bilister kan benytte Århusvej-Linåvej-Borgdalsvej til omkørsel.

Også Julsøvej fra Ludvigslyst til Askhøjvænget spærres fra klokken 10 til 13.30. Her kan bilister benytte Askhøjvænget-Linåvej-Borgdalsvej til omkørsel.

Der er dog ikke spærret gennem Sejs-Svejbæk mellem De Små Fisk og Ludvigslyst, så der kan bilister sagtens færdes.

Det er teamet bag Chasing Cancellara og Midt- og Vestjyllands Politi, der i fællesskab har besluttet, at vejene spærres af under løbet af sikkerhedsmæssige årsager. Det er nogle af verdens bedste cykelryttere, der stiller op, og derfor er det forventeligt, at der bliver kørt rigtig stærkt.

Derfor ønsker teamet bag cykelløbet, at der bliver taget hensyn, så både beboere og deltagere får den bedste oplevelse.


Ordet er dit