Tip os log ind

Sagen mod sex-dømt frikirkepræst fortsætter

Der er endnu ikke sat et definitivt punktum i sagen om den 30-årige frikirkepræst, der er dømt for seksuelt misbrug af otte børn og unge i Silkeborg
13. marts 2018, 13.03

SILKEBORG Sagen mod den 30-årige frikirkepræst fra Silkeborg, der for nylig blev idømt tre et halvt års fængsel i byretten i Viborg for seksuelt misbrug af otte børn og unge, fortsætter i landsretten.

De otte ofres advokat, Karen Marie Jespersen, bekræfter overfor Midtjyllands Avis, at sagen er anket.

- Og den er anket til frifindelse, hvilket betyder, at hele sagen skal gå om i landsretten med blandt andet vidneforklaringer. Det kunne mine klienter naturligvis godt have været foruden, for det vil være rart, at der snart bliver sat et punktum. Men sådan er det. Vi lever i et retssamfund, konstaterer Karen Marie Jespersen.

Hun oplyser, at landsretssagen formentlig ikke bliver med lige så mange retsdage. Blandt andet fordi der kun er behov for supplerende forklaringer fra vidnerne. Til byretssagen var der afsat 11 retsdage. Karen Marie Jespersen vurderer, at der vil gå tre-fire måneder inden sagen kommer for landsretten.

Den 30-årige præst blev i byretten i stort set fuldt omfang dømt for tiltalerne i anklageskriftet, som indebærer grove seksuelle overgreb på otte børn og unge i Byens Kirke i Silkeborg i perioden fra 2006-2011. Forsvarsadvokat, Anne-Mette Larsen Rahbek, gjorde det efter byretsafgørelsen klart, at hverken hun eller præsten er tilfredse med dommen. Foruden fængselsstraffen indebærer dommen også, at præsten skal udvises fra Danmark til USA, at han skal betale en samlet erstatning på over en halv million kroner til ofrene og en sanktion om, at han ikke må arbejde med børn og unge under 18 år eller have dem boende hos sig.


Ordet er dit



Mere 112