Tip os log ind
Annemarie Krarup har fundet en masse sjove og saftige historier frem fra de gamle arkiver - og fortæller dem i Ry 1. marts.

Saftige historier i lange baner

Fortælleren Annemarie Krarup fortæller skamløse eventyr på Mølleskolen
18. februar 2019, 16.32

RY Billedporno var der ikke meget af i forgangne århundreder - men masse af frække historier. Og fredag aften 1. marts bliver der åbnet op for posen med uartige og usømmelige fortællinger, når der er fortælleaften på Mølleskolen i Ry.

Her er fortælleren og forfatteren Annemarie Krarup gæst, og hun har gennem en årrække samlet på frække historier, som folk i Danmark fortalte hinanden for mere end 100 år siden. Det er folkelige historier, som Annemarie Krarup fortæller med humor, respektløshed og fantasifuldt formuleret erotisk indhold.

Hun udgav sidste år en bog med »skamløse eventyr« - gendigtninger af gamle historier, og der er nogle af de saftigste fra denne bog, hun har med på Mølleskolen.

Forfatteren har gravet dybt efter de gode historier i Dansk Folkemindesamlings arkiver af gamle håndskrevne dokumenter.

- Vi har disse historier takket være ildsjælen Evald Tang Kristensen, der så det som sin livsopgave at indsamle eventyr, historier, sagn og sange, som fandtes blandt almindelige mennesker. Han oplevede, hvordan dette enestående materiale forsvandt, fordi det efterhånden kun var gamle mennesker, der holdt liv i fortælle- og visesangstraditionen, siger Annemarie Krarup.

Det er Ry Fortællekreds, der har inviteret Annemarie Krarup til byen.

- Vi tænkte, at Annemaries skamløse historier vil være en god anledning til at få lidt farve i de vinterblege kinder. Men ikke mindst ser vi frem til at lytte til historier fra en del af Evald Tang Kristensens samling, som har været gemt lidt af vejen, siger fortællekredsens formand, Helle Arnfred.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten