Tip os log ind
Smukfest har et indbyggertal som en mellemstor provinsby. Men selv om antallet af fulde folk nok ligger langt over gennemsnittet i provinsbyen, så opfører de mange gæster sig, så der kun er meget lidt at lave for politiet.
Foto: Helle Arensbak/ritzau Scanpix

Rolig som en mindre provinsby

Voldtægts-sag og væltet portal kaster skygge over fredelig festival
13. august 2018, 14.26

SKANDERBORG En voldtægts-sag kaster en mørk skygge over den netop afsluttede Smukfest, der ellers blev en meget rolig én af slagsen.

Fredag formiddag anmeldte en 21-årig kvinde fra Odense, at hun samme nat var blevet voldtaget i et telt på campingområdet Kærligheden.

Vidneafhøringer og politiets efterforskning førte efterfølgende til, at en 19-årig mand fra Viborg blev anholdt ved 15-tiden, og han blev i lørdags ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding varetægtsfængslet i fire uger sigtet for voldtægt. Da retsmødet foregik bag lukkede døre, er der ikke oplysninger om, hvad den sigtede forklarede. Ifølge vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi, nægtede han sig skyldig, da han i første omgang blev afhørt af politiet.


Portal stormfældet

En anden trist episode på festivalen blev udløst af det kraftige blæsevejr fredag morgen. I blæsten væltede den store indgangsportal ved Kærligheden, og den faldt ned over to unge kvinder, der som frivillige havde vagt på stedet. Den ene slap med chokket og knubs, mens den anden, en 23-årig kvinde fra Aarhus, blev indlagt på sygehuset med brud på bækkenet.

- Vi samarbejder tæt med politiet for at få afklaret, hvad der skete, og hvordan vi kan undgå, at sådan noget sker igen, siger festivalens talsmand, Poul Martin Bonde.

Bortset fra voldtægts-sagen blev festivalen afviklet med meget lidt for politiet at lave.

- Politiet melding er, at der har været mindre kriminalitet på Smukfest end i en almindelig dansk provinsby, siger festivalens direktør, Søren Eskildsen.

Politiet har endnu ikke en samlet opgørelse, men blandt de foreløbige oplysninger er, at der har været to voldstilfælde, hvilket er det samme som i fjor.

Sidste år blev der anmeldt 34 tyverier, og niveauet i år er det samme eller lidt lavere. Det samme gælder overtrædelser af ordensbekendtgørelsen - her var der ni sager sidste år og samme antal i år.

Sidste år var der ingen sædelighedssager, men altså en voldtægtssag i år.

Antallet af narko-sager og spritkørsler er ikke oplyst og antallet af parkeringsbøder heller ikke, men alene onsdag blev der udskrevet omkring 50 parkeringsbøder, og det samlede tal ventes at ryge op over de 250 bøder.

- Vi er stadig ved at gøre status, men alt i er det gået rigtig fint, siger vicepolitiinspektør Poul Steffensen.


Travle skadestuer

Skadestuerne i skoven og på campingområdet Kærligheden havde rigeligt at se til, men ikke mere end tidligere år.

Læger og sygeplejersker tog sig af i alt omkring 400 hændelser med sygdom og tilskadekomst - herunder alkoholforgiftninger. Ambulancer blev sendt til området to-tre gange i døgnet og det var ligeledes på niveau med sidste år.

- Jeg synes, det har været en fin festival. Selvfølgelig er der nogle stoffer og noget tabernakel, men på ingen måde noget, vi ikke havde forventet, siger Poul Steffensen.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten