Tip os log ind
Frikendelsen af de fire tiltalte for hovedforholdet i en lejlighed i Holtbjerg er sket med den snævreste mulige margin, fremgik det i dag i Retten i Herning.
Foto: Henrik Ole Jensen

Retten har talt i voldtægtssag fra Herning: En skyldig i voldtægt og tre frikendt

Voldtægtssagen nåede i dag et foreløbigt vendepunkt, da nævningetinget ved Retten i Herning afsagde skyldkendelsen
14. september 2018, 11.40

HERNING Hovedmanden i voldtægtssagen, en 22-årig mand fra Herning, er skyldig i voldtægt mod sin tidligere kæreste. Han er også fundet skyldig i blandt andet ulovlig tvang, for at have offentliggjort billeder af hende og for forsøg på medvirken til falsk forklaring.

De tre øvrige mænd på 25, 25 og 26 år er alle blevet frikendt for de voldtægter, de har været tiltalt for.

Sådan lød det overordnede resultat, da Retten i Herning fredag formiddag afgjorde skyldspørgsmålet, som det nedsatte nævningeting med seks nævninge og tre juridiske dommeren har haft to uger til at votere over.


Frikendt med én stemme

Det var retsformand Michael Lynge Jensen, som forkyndte skyldkendelsen i byretten.

Han lod forstå, at dommere og nævninge langt fra har været enige om de tiltaltes skyld. Og faktisk viser kendelsen, at de fire mænds frifindelse i det alvorligste forhold 8. december 2017 er sket med den allermindste margin.

Her er alle fire mænd frikendt for at have gruppevoldtaget en i dag 20-årige pige i en lejlighed i Holtbjerg.

Det skyldes, fremgår det af kendelsen, at tre nævninge ikke har fundet den 20-årige kvinde tilstrækkeligt passiv på de videoklip, der er blevet vist i retten, mens tre andre nævninge og de tre juridiske dommere har villet domfælde.

Derfor har retten frifundet for dette forhold, da en domfældelse kræver, at mindst fire nævninge stemmer for.


Skyldig i ulovlige videoer

I en pause efter skyldkendelsen sagde anklager Iben Ernst Bøttker, at hun aldrig havde oplevet en så snæver afgørelse, hvor det i pricippet kun er én nævning, der er tungen på vægtskålen.

Om det vil føre til, at sagen ankes til landsretten vil vise sig senere på dagen.

Den 22-årige hovedmand og hans 26-årige kammerat er også blevet frikendt for de påståede voldtægter i et hus i Gjellerup og på en adresse i Vestergade i Herning, hvor tre af mændene boede sammen.

De tre mænd på 25, 25 og 26 år, der er frikendt for voldtægterne, er dog fundet skyldig i at have optaget video og fotos af den 20-årige på et ikke frit tilgængeligt sted - i forhold til begivenhederne i lejligheden i Holtbjerg.


Intet bevis for at dope

Sagen, der begyndte 14. august, har været ført over otte retsdage.

Her har anklager, forsvarere, nævninge og dommere fået vist en stribe sex-videoer, som mændene har optaget af sig selv og flere af de formodede voldtægtsofre på deres mobiltelefoner. Der har også været afhørt flere end 25 vidner i sagen.

Samtidig har anklagemyndigheden dokumenteret en række objektive beviser, men ifølge nævningetinget er det ikke bevist, at de fire mænd har dopet den 20-årige kvinde med et ukendt stof, som det fremgik af anklageskriftet.

Efter afsigelsen af skyldkendelsen holdt retten pause, inden straffens længde skal procederes af anklager og forsvarere.

Der skal også tages stilling til, om den dømte og de tre overvejende frikendte mænd, som alle har siddet varetægtsfængslet siden 9. december sidste år, skal løslades.


De mest alvorlige anklager

2. marts 2013

22-årige »J«: For at have slået og seksuelt forulempet sin daværende kæreste på en grusparkeringsplads på Ringkøbingvej i Herning og for at have offentliggjort hævnporno af hende på Facebook.

4. januar 2018

22-årige »J«: Ved at have forsøgt at smugle et brev ud fra Nyborg Arrest, hvor han opfordrede sin nuværende kæreste til at afgive falsk forklaring for retten.

4. januar 2018

22-årige »J«: Ved at have forsøgt at smugle et brev ud fra Nyborg Arrest, hvor han opfordrede sin familie til at få en 20-årig kvinde fjernet som vidne.

2. juli 2016

22-årige »J« og 26-årige »M«: For sammen at have voldtaget to kvinder på i dag 19 og 23 år på en adresse i Gjellerup.

21. juni 2017

22-årige »J« og 26-årige »M«: For sammen at have voldtaget en i dag 19-årig kvinde på en adresse Herning.

8. december 2017

22-årige »J«, 26-årige »M«, 25-årige »S« og 25-årige »E«: For at have dopet en i dag 20-årig kvinde med et ukendt stof, udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje i en lejlighed i Holtbjerg og for at have optaget overgrebene på billeder og video, som blev delt med venner og bekendte.

Ordet er dit



Mere Herning