Tip os log ind

Rådhuset skal jævnes med jorden

15. januar 2019, 10.48

Det er svært ikke at være begejstret over det imponerende havnefront-projekt, der fuldstændig kommer til at ændre Silkeborgs udtryk. Det er tiltrængt, at der skabes en sammenhæng mellem bymidten, havnen, Silkeborg Langsø og Søtorvet. Og lad os så krydse fingre for, at der kan skaffes den halve milliard til et nyt Museum Jorn uanset placeringen.

Men. Når man nu er i gang med så gennemgribende et projekt, er det nødvendigt at se med kritiske øjne på Silkeborg Rådhus.

Det bliver noget af en udfordring for de tre arkitektfirmaer at få bygningen indarbejdet i deres planer. Rådhusbygningen fra 1970'erne er ikke særlig køn. Modsat det gamle rådhus på Torvet, som er et eksempel på, at omhu i det arkitektoniske arbejde giver langtidsholdbare bygninger. Udløbsdatoen for det »nye« rådhus er opover. Det giver simpelthen ikke mening med så stor en arbejdsplads inde midt i byen. Det giver trafikale udfordringer, og der er behov for dyrtkøbte p-pladser til medarbejderne, som i øvrigt har byens bedste udsigt fra deres kontorer.

Det under jeg dem, for de gør et godt stykke arbejde. Men hvorfor skal en kommunal bygning optage den bedst beliggende og mest værdifulde grund i bymidten? Kun en ualmindelig dårlig forretningsmand ser ikke muligheder i grunden, der kunne rumme attraktive boliger. Og kom flottenheimeren for alvor op i borgmester Steen Vindum (V) & Co. kunne de jo lave området om til den bypark, hele byen higer efter. Der er altså ikke mange områder i bymidten, hvor børnefamilierne kan hænge ud med madkurv og leg.

Og hvor skal de kommunalt ansatte så arbejde? Der skal naturligvis bygges en moderne og tidssvarende bygning tæt på motorvejen. Det er også her, en ny politistation er på vej hen, og hvorfor ikke samle Silkeborg Kommune og politistationen i én bygning?

I disse digitale tider er det ikke tvingende nødvendigt, at borgerservice og politiekspedition ligger i centrum af byen.

Med placeringen af et måske kommende Museum Jorn tæt på Silkeborg Langsø er der behov for at flytte Søvej, og Steen Vindum siger i dagens avis, at der måske er plads til en ny vej bag om Rådhuset. Der bliver rigtig god plads til vejen, hvis Rådhuset forsvinder ...

Kom nu, kære politikere! Tænk stort, og lad de arkitektfirmaer, der arbejder med havnefronten, få ekstra plads at lege med. Lad os se, hvad de kan diske op med.

Jeg har tidligere på denne plads argumenteret for det - og fået hug for det.

Men jeg vover pelsen igen: Jævn rådhuset med jorden. Det er det bedste for Silkeborg.


Ordet er dit