Tip os log ind
- Der er nok at se til, men vi skal nok blive klar, for alle er meget ivrige, siger Jørn Pagh, formand for Røde Kors Silkeborg. Organisationen har omkring 20 frivillige tilknyttet butikken på Nygade, men kan godt bruge en håndfuld mere. - Til hver dag vil vi gerne kunne stille med et formiddagshold og et eftermiddagshold hver på tre mand. og så et hold til lørdag. Så vi mangler nok lige et par stykker, for at det er optimalt, siger Jørn Pagh.
Foto: Peter Bruvik-hansen

Røde Kors Genbrug åbner med virtuel reality

Røde Kors Genbrug, der fredag åbner ny og større butik på Nygade, bruger ny teknik til at give kunderne en fornemmelse af nødhjælpsarbejdet rundt om i verden
15. august 2018, 06.15

Silkeborg Når de omkring 25 frivillige i den lokale afdeling af Røde Kors, fredag middag byder velkommen til organisationens nye genbrugsbutik på Nygade, bliver det blandt andet med premiere på et helt nyt tiltag, der skal bringe kunderne tæt på nødhjælpsorganisationens arbejde rundt om i verdens brændpunkter.

Midlet er virtuel reality, hvor man ved hjælp af moderne teknik, kan få en oplevelse af at være helt tæt på, når Røde Kors eksempelvis deler mad ud til flygtninge. Ved hjælp af et par specielle briller, kan man se en film - og få oplevelse af, selv at være til stede.

- Det bliver faktisk sådan, at man næsten selv føler, at man står i køen og venter på hjælp, siger Jørn Pagh, formand for Røde Kors Silkeborg, der sammen med de frivillige arbejder på højtryk, for at få butikken klar til åbning fredag.

Mandag morgen begyndte arbejdet med at flytte inventar og tøj fra den hidtidige butik på Søndergade og ind i den nye på Nygade, hvor der i forvejen var påbegyndt indretning.

Der er meget at se til, men ifølge Jørn Pagh, er der stort engagement i butikken.

- Som noget nyt etablerer vi seks-syv team, der hver især får deres ansvarsområde. Nogle får ansvaret for dametøj, andre for herretøj eller nips. De skal selv stå for sortering og prismærkning og sørge for, at der er fyldt op på hylder og bøjlestænger. Det er spændende, men det har givet en stor gejst, siger Jørn Pagh.

Den nye butik får et salgsareal, der bliver 50 procent større end butikken på Søndergade, hvilket blandt andet giver mulighed for at sælge mindre møbler og sko.

- Vi forventer os meget af møblerne. Vi har to stole stående i vores vindue, og dem har vi allerede fået flere bud på, siger Jørn Pagh, der forventer at omsætningen - og dermed overskuddet til Røde Kors' arbejde - vil stige med omkring 25 procent ved flytningen.

Røde Kors Genbrug i Silkeborg åbner fredag middag, blandt andet med musikalsk underholdning ved Royal Street Jazzband.


Ordet er dit



Mere Erhverv