Tip os log ind
Det var ikke den sædvanlige halvtredser, det drejede sig om, da håndværkeren fik en søndags-mail fra Danske Spil.

Rar mail at få søndag morgen: Du har vundet en million

- Jeg græder yderst sjældent, men det gjorde jeg den morgen, siger lokal lottovinder, der vandt en million på kupon med nul gevinster
17. april 2019, 21.02

GALTEN/RY/SKANDERBORG En mand i halvtredserne fra Skanderborg Kommune er stadig ikke helt kommet sig over det chok, han fik, da han kiggede på sin telefon forleden søndag morgen efter lottotrækning. Her fik han nemlig en mail fra Danske Spil om, at han havde vundet en million kroner på millionærgarantien, hvor man bliver millionær, selvom man har nul rigtige - hvad han havde.

- Jeg skulle på arbejde søndag morgen og hentede min telefon, som lå inde i arbejdsværelset. Da jeg så, der var kommet mail fra Danske Spil, tænkte jeg, at det var de sædvanlige 50 kroner, jeg havde vundet. Men jeg studsede godt nok over de mange nuller, fortæller vinderen til Danske Spil.

Manden løb ind og vækkede sin kone, der først blev lidt knotten over at være blevet vækket, men derefter troede, at manden var ved at stille træskoene.

- Jeg tror, jeg forskrækkede hende ret meget. Jeg var jo helt forfjamsket, og jeg må også indrømme, at der var en tåre på min kind. Jeg græder aldrig, så det var helt uvant for hende at se mig sådan. Men den søndag kunne jeg ikke holde det tilbage.

Manden, der er håndværker, skulle af sted på arbejde, men havde ret svært ved at holde koncentrationen.

- Beløbet er jo ikke højt nok til, at man kan sige sit job op og leve af gevinsten. Men der går da mange tanker igennem hovedet på en i forhold til de drømme, man har haft, lyder det fra manden, som har spillet lotto på abonnement i fem-seks år.

Parret ønsker at være anonyme og vil ikke ud med, hvor i kommunen, de bor. De er endda så anonyme, at de ikke engang fortæller deres børn om gevinsten.

- Vi har altid ment, at man skal opdrage sine børn, så de kan klare sig selv. Derfor vil vi ikke sige det. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil tilgodese dem. De skal bare forkæles uden at vide hvorfor, siger den heldige millionær.


Ordet er dit



Mere Ry-Galten