Tip os log ind
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Problemer med mobil- og netbank: Jyske Bank er ramt af nedbrud

Jyske Bank oplever fredag morgen problemer med mobil- og netbank
29. juni 2018, 09.48

BANKER Jyske Bank er fredag morgen ramt af et nedbrud, der gør, at kunder har problemer med at logge ind på mobil- og netbank. Det skriver TV2.

- Vi har problemer med netbank og mobilbank på denne ellers så fine lønningsdag. Vi har folk i maskinrummet lige nu. Undskyld til alle for besværet, skriver Jyske Bank på Facebook.

MobilePay kører adskilt fra mobil- og netbank og er således ikke ramt, oplyser Peter Kjærgaard, der er presseansvarlig i firmaet.

Først lød meldingen, at 11 banker skulle have problemer med teknikken, men det er ikke korrekt.

Også Sydbank er udfordret på teknikken. Der er problemer for kunder, der forsøger at logge ind med NemID, og desuden kan det tage nogle forsøg at komme på net- eller mobilbank.

- Det er muligt at logge på Netbank og Mobilbank, men driften er stadig ustabil, så det kan tage nogle forsøg, før man kommer igennem. Der bliver arbejdet på højtryk, så det kører stabilt, skriver banken på Facebook.

Virksomheden Bankdata, som står bag it-systemet, der anvendes i flere bankers net- og mobilbanker, oplyser til TV2, at der ikke er tale om et generelt nedbrud.

Bankdata arbejder på at løse fejlen.

Der er ifølge TV2 hverken problemer med NemID eller Nets.

/Ritzau/


Ordet er dit



Mere Silkeborg