Tip os log ind
Adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, John Wagner, overrakte »Stræberen« til Selina Juul for hendes kamp mod madspild.
Foto: Flemming Effersøe

Pris for kamp mod madspild

Købmændene giver pris til Selina Juul: Flid og fokus er vejen til succes
16. juni 2018, 07.30

Da Selina Juul kom i praktik hos en bager og blev chokeret over at se, hvor meget mad der røg i skraldespanden, fik hun ideen til at grundlægge forbrugebevægelsen Stop Spild Af Mad, og siden 2008 har hun kæmpet mod madspild. Derfor har hun på Folkemødet på Bornholm netop modtaget en ny pris »Stræberen«, der er indstiftet af De Samvirkende Købmænd.

Med prisen følger skulpturen »Stræberen« udført af billedhugger Torben Bøgh Hansen samme år, som Selina Juul fik sået frøene til en af Danmarks stærkeste græsrods- og forbrugerbevægelse.

Rema 1000, der er medlem af DSK, valgte som en af de første dagligvarekæder at indgå et samarbejde med den nye forbrugerbevægelse. Det førte til, at alle former for mængderabatter blev afskaffet, og siden er indsatsen mod madspild udvidet ved at sælge udvalgt frugt og grønt efter vægt i stedet for pr. styk.

Meny, der også er medlem af DSK, var blandt de første til at sætte prisen ned på varer med kort holdbarhed for at få dem solgt før udløb af sidste salgsdato. Flere detailkæder har siden kopieret købmændenes tiltag, hvad der gør kampen mod madspild til en ny konkurrenceparameter.

Da Selina Juul som 13-årig rejste med sin mor fra Moskva til Danmark, bed hun især mærke i det store udvalg af lettilgængelige fødevarer. Hun undrede sig over, at hendes skolekammerater ofte smed noget af madpakken ud.

I 2008 oprettede hun Facebook-gruppen Stop Spild Af Mad og blev pludselig citeret i landsdækkende medier. Hun vidste, at hun havde ramt et behov for et opgør med en madkultur, der var kørt af sporet.

På folkemødet motiverede adm. direktør John Wagner, DSK, hvorfor prisen skulle gå til Selina Juul:

- Selina har en eminent evne til at skabe alliancer, der kan fremme kampen mod madspild. Hun har forståelse for at understøtte det operationelle på butiksniveau og det strategiske hos interesseorganisationer og politikere.

I 2014 blev Selina Juul kåret som Årets Dansker af Berlingske. Prisen uddeles til danskere med store ambitioner og skal samtidig inspirere endnu flere til at turde mere og sigte højere.

Hun har også modtaget et ridderkors af fortjenstordenen Pro Utilitate Hominum, Nordisk Råds Natur- og miljøpris og Alt for Damernes kvindepris. Senest er hun havnet på førstepladsen af Nordic Business Report's liste over »Top 20 Responsible Leaders in Northern Europe«.

- Jeg har altid været lidt utålmodig. Jeg vil gerne se resultater, og jeg vil gerne se verden forandre sig. Det betyder, at jeg nogle gange glemmer at passe på mig selv. Men jeg er blevet bedre til at passe min søvn, har Selina Juul udtalt i et interview til temaet »Kvinde, karriere og købmand« på DSKs hjemmeside.


Ordet er dit



Mere Navne