Tip os log ind

Politijagt endte galt - to betjente kvæstet i nat

Anmeldelse om, at fire piger var kidnappet, satte større politiaktion i gang
07. november 2018, 09.56

SKANDERBORG En anmeldelse om, at fire piger skulle være kidnappet, satte i nat en politijagt i gang i Skanderborg.

På Vroldvej fik betjentene i en patruljevogn klokken 03.10 øje på den bil, der var anmeldt, og de satte efter den i stor fart.

Men jagten blev kort, for i T-krydset Vroldvej-Vestergade ramte politibilen en stensætning og blev alvorligt beskadiget.

De to betjente i bilen blev kørt til skadestuen i Horsens, og heldigvis var de umiddelbart sluppet fra uheldet med lettere kvæstelser.

Bilen, de var sat efter, forsvandt og er stadig efterlyst.

Kidnapper-anmeldelsen var kort forinden kommet i telefonen fra en 18-årig pige. Hun fortalte, at hun og tre jævnaldrende piger i alderen fra 16 til 19 år, der alle bor i Odense, var blevet tvunget ind i en bil i Odense og kørt til Skanderborg.

Det fik politiet til at sende flere patruljevogne til Skanderborg, og mens en af dem satte efter den efterlyste bil på Vroldvej - med uheldet til følge - så fandt en anden patruljevogn frem til de fire piger. De var blevet sat af ved Ladegårdsbakken, og nu kom de med en anden forklaring, som ikke længere handlede om kidnapning.

- Hvorvidt de var blevet tvunget til Skanderborg er usikkert, men en sag om kidnapning holder ikke vand, siger vicepolitiinspektør Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.

Politiet vil dog fortsat gerne have fat i føreren af bilen, der havde held til at slippe væk på Vroldvej i nat.

sinn


Ordet er dit



Mere Ry-Galten