Tip os log ind
Foto: Peter Erfurt

Politiet om brand: Naboer skal blive inden døre

06. februar 2019, 21.21

Funder KIRKEBY Der er så kraftig røgudvikling fra branden i snedkerværkstedet på Funder Kirkebyvej, at politiet onsdag aften klokken 22.15 opfordrer naboerne til at blive inden døre.

- Vi fik adskillige alarmopkald på branden, og brandmændene kommer til at skulle arbejde lang tid endnu. Det er jo træ-industri, der brænder. Men ingen er kommet noget til, oplyser vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han oplyser, at det er særligt beboerne Nordøst for Funder Kirkebyvej i området omkring Funder Kirkebytoften, der skal holde sig inden døre. Det er desuden vigtigt, at beboerne holder vindduerne lukket og generelt holder sig ude af røgfanen.

Ifølge Midtjyllands Avis' mand på stedet, har brandmændene fået dæmpet ilden, men det ryger stadig meget. Røgen kan i øvrigt registreres - og lugtes - når man kører på motorvejen ved Funder.

Branden brød ud klokken 19.38 og det forventes, at slukningsarbejdet står på en rum tid endnu. Funder Tømrer & Snedkerværksted ligger tæt op ad en bolig, men det ser ud til at det er lykkedes brandmændene at redde boligen, der kun bliver adskilt fra den brændende bygning af en carport.


Ordet er dit