Tip os log ind

Politiet fandt dyre møbler i lejlighed på Hostrupsgade

Tip førte til ransagning i Silkeborg fredag aften klokken 21.30
18. august 2018, 08.54

SILKEBORG En 32-årig mand fremstilles lørdag i retten med krav om fængsling efter, at han fredag aften blev anholdt i en lejlighed på Hostrupsgade.

Manden er sigtet og mistænkt i en sag om to stjålne designer-sofaborde til en værdi af 70.000 kroner - Poul Kjærholm-borde.

Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, oplyser, at politiet fredag aften ved 21.30-tiden mødte op og ransagede lejligheden på Hostrupsgade.

Ransagningen skete på baggrund af et tip.

Den 32-årige mand og en anden tilstedeværende blev anholdt.

Men hovedpersonen er ifølge politiet den 32-årige, som tidligere på måneden blev løsladt efter afsoning i fængslet for andre sager om tyveri og berigelseskriminalitet.

Jens Claumarch oplyser, at den 32-årige er mistænkt for at have sat designerbordene til salg på nettet. Politiet har ikke fundet ud af endnu, hvor de stjålne møbler stammer fra.


Ordet er dit



Mere Silkeborg