SILKEBORG Torsdag morgen 07.56 blev en 13-årig dreng kørt ned af en bil i rundkørslen Østre Højmarksvej/Oslovej i Silkeborg.
I den forbindelse efterlyser politiet nu vidner til uheldet.
Drengen blev ramt af en bil i rundkørslen. Han væltede og fik slået nogle tænder ud. Og han måtte i ambulance køres på sygehuset.
Bilisten, en 72-årig mand fra Silkeborg, blev på stedet som han skulle.
Men der er lidt usikkerhed om, hvordan han selv og cyklisten havde kørt.
- Vi fik at vide, at der var masser af vidner, som så uheldet ske. Men da vi nåede frem var vidnerne væk. Så vi vil meget gerne i kontakt med folk, der så uheldet ske, siger politikommissær Jeppe Holgersen fra politiet i Silkeborg.
Man kan få fat på politiet på telefon 114.