Tip os log ind
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Politiet advarer i det midt- og vestjyske: Det er knastørt derude

Der er grund til at være påpasselig, hvis du arbejder med åben ild og grill
20. april 2019, 20.57

SILKEBORG Hvis man gik en tur i det smukke vejr i Silkeborg lørdag aften, så kunne man dufte, at der forståeligt nok var gang i grillen flere steder.

Med temperaturer op mod 20 grader og høj sol, ja så valgte mange at begynde grill-sæsonen her i påsken.

Men der er grund til at være påpasselig med gløderne.

Midt- og Vestjyllands Politi har derfor sendt en venlig advarsel ud til grill-folket: Det er knastørt derude.

I politikredsen har man kunnet mærke den øgede brandfare lørdag eftermiddag, hvor der er modtaget anmeldelser på tre naturbrande, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj,

- Vi har af og til småbrande, men der er ingen tvivl om, at tørken er skyld i, at brandene har bredt sig ret hurtigt, siger Ole Vanghøj.

Vagtchefen advarer mod at bruge kulgrill, ukrudtsbrændere og andet, der let kan antænde en brand.

- Det er ligesom sidste sommer, husk at bruge fornuften, siger Ole Vanghøj.

Brandene er fundet sted i Hvide Sande, Højslev og Ejstrupholm.

Den øgede brandfare gælder ifølge meteorolog ved DMI, Henning Gisselø, hele landet.

- Men store dele af Nordjylland, Nordsjælland og dele af Vestjylland er der, hvor vi har det største tørkeindeks og den største fare for naturbrande, siger Henning Gisselø.

Også i Nordjylland har alarmen om naturbrand lydt. Ifølge TV2 Nord rykkede beredskabet ud til et tørt klitområde, hvor der var opstået brand.

Ingen af brandene har ført til personskade.

Faren for naturbrande fortsætter de kommende dage, fortæller meteorologen.

- Vi får ikke nedbør før onsdag, og det ser ikke ud til, at nedbøren er nok til at udligne den risiko for naturbrande, siger Henning Gisselø.



Ordet er dit