Tip os log ind
Foto: Peter Erfurt

Politi: Uvist hvorfor værksted blev lagt i ruiner

Brandteknikere skal i dag undersøge brandtomten i Funder Kirkeby, hvor tømrer- og snedkerværksted brændte ned til grunden
07. februar 2019, 08.36

Funder Kirkeby Dagen derpå er det uvist, hvad der var årsag til den voldsomme brand, som onsdag aften lagde det tidligere Funder Tømrer & Snedkerværksted i Funder Kirkeby i ruiner.

- Vi ved det ikke med sikkerhed udover et vidnes oplysninger om, at branden startede omkring et bord i hallen. Vi har i dag bedt brandteknikere undersøge stedet, siger politikommissær Jeppe Holgersen.

Han peger på, at der i værksteder kan være flere arnekilder som el-installationer, maskineri og olieklude.

Heldigvis lykkedes det brandfolkene at holde branden under kontrol, så den hverken bredte branden sig til det hus, som værkstedet var bygget sammen med, eller andre bygninger, og ingen personer kom til skade.

Brandfolkene i Silkeborg måtte have assistance fra Beredskabscenteret i Herning for at klare den kæmpe slukningsindsats i Funder Kirkeby.

Efter en otte timer lang kamp lykkedes det at redde privatboligen, som var bygget sammen med værkstedet på Funder Kirkevej 17.

Men brandfolkene kunne ikke redde det cirka 300 kvadratmeter store værksted og kontorbyggeri, der var fordelt i to haller. I dag er der blot en ruin tilbage af virksomheden.

Branden blev anmeldt klokken 19.48. Jeppe Holgersen oplyser, at en mand, der arbejdede på kontoret, bemærkede nogle lyde fra værkstedet. Han opdagede, at det brændte ved et bord i hal 2 og prøvede selv at slukke branden.

Men da var det allerede for sent. Branden bredte sig så voldsomt, at der allerede stod flammer op gennem taget, da Brand og Redning nåede frem.

Politikommissæren oplyser, at røgudviklingen var kraftig. I løbet af aftenen måtte politiet derfor gå fra husstand til husstand for at bede folk om at holde sig indendøre og holde vinduer helt lukket. Det skete i en radius af 150 meter fra snedkerværkstedet for de beboelser, der lå i sydøstlig retning fra branden.

Politihjemmeværnet assisterede med trafikregulering, og da indsatsleder fra brandvæsenet klokken 03.49 meddelte, at indsatsen var overstået, blev hjemmeværnsfolk på stedet resten af natten for at sørge for at holde området afspærret. Brand og Redning posterede også en brandvagt på stedet.


Ordet er dit



Mere Funder