Tip os log ind
Christian Steffensen vil undervejs underholde og fortælle om Marie Grubbes dramatiske liv, ligesom han læser op fra den righoldige »Marie Grubbe-litteratur«.

På sporet af Marie Grubbe - tur med Læserklubben

Sommerudflugt til Kalø Vig, Nørbæk, Trinderup, Tjele og Thorning med skuespilleren Christian Steffensen, lørdag 18. august
24. juni 2018, 08.51

Marie Grubbes omskiftelige liv, fra adelsdame til færgekone, hendes skæbne som historisk skikkelse og ikon for den frigjorte kvinde, har som bekendt sat sig tydelige spor i billedkunst, musik og ikke mindst i litteraturen.

I år markerer man således 300-året for Marie Grubbes død, og i selskab med skuespiller, sanger og iværksætter Christian Steffensen ledes vi igennem Marie Grubbes spændende liv.

Afgang med Ansbussen lørdag 18. august fra Ikast, Herning og Silkeborg mellem klokken otte og ni. Undervejs på turen serveres morgenkaffe og boller.


Den uægte kongesøn

Fra Silkeborg kører bussen mod turens første destination - nemlig Kalø Vig, hvor vi undervejs bliver bekendt med Marie Grubbes fødested, Havreballegård (som lå i Aarhus, hvor det nuværende Marselisborg ligger). Med udsigt til Kalø Slotsruin hører vi om Marie Grubbes ophold her, idet Kalø Slot var ejet af hendes første mand, Ulrik Frederik Gyldenløve (uægte søn af Frederik III). Nu køres der nordpå til Nørbæk, hvor vi blandt andet ser de to pragtlysestager, som Marie Grubbe skænkede kirken sammen med sin anden mand, Palle Dyre.

Herefter til Trinderup Hovedgård, som er stedet, hvor parret boede en årrække.

Turens højdepunkt er Tjele Gods. Her havde Marie Grubbe sin opvækst og boede ad flere omgange. Det var også her, at Steen Steensen Blichers far flere år senere havde ansættelse.

Vi nyder de medbragte frokostsnitter i godsets smukke møde- og foredragssal.

Turens sidste stop bliver Blicheregnens Museum, hvor kaffe og kage indtages. Her vil vi få fortalt om Blichers banebrydende novelle »Brudstykker fra en landsbydegns dagbog«, som er forfatterskabets berømte »Marie Grubbe-historie«.

Prisen for denne dagstur er for avisens læsere 670 kroner inklusive morgenkaffe, frokost og eftermiddagskaffe.

Tilmelding til Læserklubben.


Ordet er dit



Mere Rejser