Tip os log ind
Det er bare på med cowboyhatten og ned i byen, hvis man vil være en del af Hammels Hanksville.

På med cowboyhatten: Hammel bliver til Hanksville i aften

Skydetelt og rodeo-tyr er blandt aktiviteterne på Østergade, når der i aften er Hanksville i Hammel
23. maj 2019, 10.48

HAMMEL Der er lagt op til en festlig gadefest i Hammel, når byen i aften endnu engang forvandler sig til den amerikanske landsby Hanksville.

Arrangementet har igennem flere år været en af Hammel Handels største successer, og der plejer at være sort af mennesker på Østergade og Miko Torvet, hvor butikkerne har åbent til klokken 22, og hvor der er forskellige aktiviteter og boder med western-tema.


Den hyggelige stemning

Halmballer, amerikanske flag og balloner plejer at bidrage til den hyggelige stemning i byen.

I aften vil der blandt andet være skydetelt og rodeotyr, mulighed for at grave efter guld og en styrkeprøve samt hoppeborg og som noget nyt mulighed for at køre små Formel 1-biler på en bane for de små.

Hanskville byder også på ponyridning, demo-kørsel på Harley Davidson motorcykler, hesteskokast og mulighed for at udforske en brandbil. Byens cafeer går desuden på gaden med udskænkning og blandt andet en pandekagebod.

Så det er bare på med cowboyhatten og ned i byen, hvis man vil være en del af Hammels Hanksville.


Ordet er dit



Mere Favrskov-Hammel